Blokhus Medier_logo-01
Nyheder
imported

På hesteryg i vinterligt sommerland

Som noget nyt tilbyder Fårup Sommerland guidede rideture i den smukke natur i og omkring forlystelsesparken og på stranden ved Blokhus

Selv om den nordjyske forlystelsespark først åbner d. 18. april i påsken, er der allerede i vinterferieugerne mulighed for at tage forskud på sommerlandets glæder.

Fårup Sommerland har nemlig besluttet at tilbyde rideture på de populære islandske heste, som i sæsonen er et stort trækplaster. Det har udenfor sæsonen hidtil kun været muligt at benytte hestene i forbindelse med arrangementer og konferencer på Hotel Fårup. 
Men nu skal tilbuddet udvides, fastslår direktør Per Dam.
–    Vi ønsker at være med til at udvikle helårsturismen i området og ser dette som en fin mulighed for at kunne tilbyde vores turister en fantastisk ridetur i naturen kombineret med den klassiske Fårup-oplevelse. Vi har modtaget adskillige henvendelser fra gæster, som godt kunne tænke sig at komme på en ridetur i den smukke natur, der omgiver Fårup Sommerland, og vi vil gerne imødekomme gæsternes ønsker, siger Per Dam.
Der arrangeres ture, som er målrettet såvel begynderen som den mere rutinerede rytter. Kendetegnende ved turene er, at der bliver tale om en unik naturoplevelse i terrænet ved sommerlandet og på stranden ved Blokhus.
–    Fra alle involverede parter har der været rigtig fin opbakning til projektet og vi glæder os rigtigt meget til at tilbyde rideture til alle. Jeg er overbevist om, at det bliver en aktivitet, der tiltaler både børn og voksne, siger Per Dam.
Meget oplagt er der premiere på tiltaget i vinterferieugerne 7 og 8, hvor børn og voksne traditionen tro efterspørger fælles oplevelser. Efterfølgende kan der bookes ture i weekender – samt på hverdage, hvis man kommer som gruppe.

FAKTA:
–    Islænderhestene har været en del af sommerlandets DNA siden starten i 1975. 
–    I dag er der mere end 30 heste, som på skift sørger for at give gæsterne en god og tryg oplevelse på hesteryg i parkens åbningssæson.
 

Læs om fantastiske oplevelser og events