To nye boligkvarterer kan skyde op ved Stenmarksvej
– En lokalplan for to nye boligkvarterer ved Stenmarksvej ved Hune bliver sidst i januar sendt i høring i otte uger.
Boliger øst for Spar
Bag projektet står HC & Engholt Entreprenører.
Det største område er marken umiddelbart øst for Spar i Hune, hvor der søges om at udstykke grunde til 70 boliger.
Udstykning på tidligere erhvervsområde
Det andet område er på Stenmarksvej i Hune, hvor entreprenør HC & Engholt havde base, før de flyttede ud til Hune Erhvervspark på Holmen.
Her lægges der op til at bygge 30 til 40 bolig alt afhængig af fordelingen af parcelhuse og rækkehuse.
Hune er interessant
– Det er en lokal investor, som står bag. Blokhus er ved at være fuldt udbygget, og man har nu øje på Hune. Det er interessant, at nogle vil investere i vores kommune, siger Jens Chr. Golding (S), formand for teknisk udvalget, som har sagt ja til at sende planen i høring.
– Det er en spændende udvikling for Hune og området. Vi ved, at der er vist interesse for at flytte til Hune, siger han og tilføjer.
Tæt på mange ting
– Hune har også en god placering tæt på Blokhus, Fårup Sommerland samt institutioner i Pandrup, hvor der også snart kommer en ny skole og moderniseret idrætshal.
– Det er tæt på Aalborg, og der er 20 minutter til lufthavnen, men Hune ligger alligevel midt i en dejlig natur, siger Jens Chr. Golding.
Afgang via Stenmarksvej
For begge områder gælder det, at de skal vejbetjenes fra Stenmarksvej og, at der må opføres rækkehuse, dobbelthuse eller parcelhuse i 1-2 etager.
Desuden skal der være grønne rekreative områder samt fælles opholdsarealer, og målet er få et varieret udbud af boliger, som kan tiltrække forskellige familietyper og aldersgrupper.
Efter høringen skal lokalplan forslaget og tillægget til kommuneplanen behandles i kommunalbestyrelsen 28. maj.