Nordjyllands Politi forlænger atter det opholdsforbud, som i øjeblikket er gældende i Jomfru Ane Gade, Jomfru Anes Gård og Ny Mølle Stræde i Aalborg.
Forbud forlænget
Opholdsforbuddet gælder således i syv dage fra torsdag 8. oktober til og med onsdag 14. oktober.
Opholdsforbuddet gælder dog foreløbig i følgende tidsrum:
- Torsdag 8. oktober fra kl. 22.00 til fredag 9. oktober kl. 02.00
- Fredag 9. oktober kl. 22.00 til lørdag 10. oktober kl. 02.00
- Lørdag 10. oktober kl. 22.00 til søndag 11. oktober kl. 02.00
Bøde på 2.500 kr.
Konkret indebærer forbuddet fortsat, at man i perioden torsdag 8. oktober til søndag 11. oktober i tidsrummene mellem kl. 22 og 02 ikke må tage ophold i Jomfru Ane Gade, Jomfru Anes Gård og Ny Mølle Stræde.
Man må dog gerne bevæge sig gennem området.
Hvis man overtræder forbuddet, får man en bøde på 2.500 kr.
Efterårsferie
– Efterårsferien står for døren, og mange har fri. Alt andet lige øger det risikoen for, at nogle finder sammen lidt for mange, lidt for tæt i Aalborg by i forhold til, hvad godt er lige nu, hvor det er vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan for at forhindre smittekæder og spredning af covid-19. Derfor forlænger vi opholdsforbuddet, forklarer vicepolitiinspektør Henriks Skals, Nordjyllands Politi.
Ekstra patruljer
Han oplyser, at politiets patruljering i relation til covid19-situatonen fortsætter.
Ekstra patruljer er fortsat også indsat med det formål at påse, at restriktioner og retningslinjer overholdes.
Nordjyllands Politi følger hele tiden situationens udvikling og er parat til at indføre yderligere tiltag (eksempelvis hotspots), hvis det kræves – for at medvirke til at undgå smittespredning i samfundet.
Området, der omfattes af opholdsforbuddet, kan ses på kortet her: