Blokhus Torv bliver igen i år centrum for de populære koncerter leveret af kendte musiknavne.
Som altid bliver det både festligt, folkeligt og ikke mindst fornøjeligt, når Erhvervsforeningen Destination Blokhus inviterer til de folkekære musikoplevelser hele sommeren. Koncerterne er en højt elsket oplevelse både blandt turister og øvrige lokale besøgende og lokker hvert år rigtig mange gæster til feriebyen.
Der er lovet masser af ørehængere og med kolde fadøl i hanerne kan alle se frem til en fantastisk musikoplevelse samt en sommerstemning helt i top, fortæller arrangørerne.
Hver torsdag i 5 uger henover sommeren, fra uge 27 til og med uge 31, vil Blokhus Torv blive omdannet til en levende koncertplads, hvor populære kunstnere og talentfulde musikere vil underholde publikum med et bredt udvalg af kendte popnumre.
Koncerterne starter kl. 20.30, men allerede fra kl. 19.00 vil nogle af Danmarks bedste partybands levere opvarmning og musikalsk underholdning.
Velkendte hits
Shu-bi-dua 2,0 (Tidligere kendt som Hardinger Band) indleder koncertrækken den 4. juli og med en aften fuld af nostalgi og klassiske hits som “Hvalen Hvalborg”, “Står på en alpetop”, og “Fed rock” er sommeren for alvor skudt igang.
11. juli følges de op ad Bootleg Beach Boys Tribute. Det engelske “Boyband”, der tidligere har gæstet Blokhus, er garant for en festlig aften i hjertet af Blokhus med deres velkendte hits som “Surfin’ USA”, “Good Vibrations” og “California Girls”.
Sweethearts, med Pernille Højmark i front, lægger op til en festlig sommeraften i Blokhus 18. juli.
Bandet kombinerer dansktop-hits med schlagere og præsenterer et dynamisk show med velkendte sange som “Smilende Sussi”, “Flower Power”, og “Sikke’n Fest”
Endnu et velkendte orkester på den danske popscene er Rocazino, som indtager Blokhus-scenen torsdag 25. juli, hvor ørehængerne som “Elsk mig i nat”, “All my love”, og “Ridder Lykke” sikkert vil byde op til kæmpe fællessang og et gyngende torv. (OBS. aflyst og erstattet med På Slaget 12)
Rigtig mange har ønsket et gensyn med Sømændene som efterhånden er blevet en fast Blokhus tradition, så selvfølgelig er Sømændene også at finde på årets koncert-program. Torsdag 1. august kan du skråle med på kendte sømandsviser som ”Alle sømænd er glade for piger”, ”Knalde Kalle” og ”En træt gammel dreng” når Sømændene som altid leverer et festfyldt sceneshow til ære for alle gæsterne.
Støt en god oplevelse
Ved indgangen vil der som noget nyt blive solgt støttemærker af de frivillige. Et støttemærke koster 50 kr. Pengene går ubeskåret til kunstnerhonorarer, lydfirmaet, toiletter, forplejning af frivillige, sikkerhedspersonale, stagehands, førstehjælpere, betalingsløsninger og alt det, man ikke ser. Når du køber et støttemærke, er du med til at sikre, at der også fremover vil være musikalske oplevelser i hjertet af Blokhus.
Du kan også allerede nu bidrage med økonomisk støtte ved at indbetale kulturstøtte via linket her
Stor tak
Ydermere er det vigtigt for arrangørerne, Erhvervsforeningen Destination Blokhus, at der bliver rettet en stor tak til det lokale erhvervsliv samt Jammerbugt Kommune, der gør sommerkoncerterne mulige og naturligvis også det uundværlige frivilligkorps Team Blokhus, som igen i år, står klar ved hanerne og rundt på koncertpladsen under samtlige koncerter.
Program for musik på torvet i Blokhus
4. juli
Kl. 20.30 Shu-Bi-Dua 2.0
Opvarmning kl. 19.00 v/Kopibandet.dk
11. juli
Kl. 20.30 Bootleg Beach Boys
Opvarmning kl. 19.00 v/Petrols
18. juli
Kl. 20.30 Sweathearts
Opvarmning kl. 19.00 v/FesterKester
25. juli
Kl. 20.30 På Slaget 12
Opvarmning kl. 19.00 v/Romhandleren
1. august
Kl. 20.30 Sømændene
Opvarmning kl. 19.00 v/Romhandleren