Nyheder
imported

Populært Råvaremarked med noget til alle smagsløg

Morten købte hus i Hune og så fulgte der brændte mandler med

Tekst: Martin Frandsen Foto: Poul Nymark

Friske grøntsager, fristende oste og græske specialiteter. Kunsthåndværk, vin, gin, kød, fisk olie og honning.
Der er noget for enhver smag på Torvet i Blokhus, når Hune-Blokhus Borgerforening holder råvaremarked hver tirsdag kl. 10.00 til 14.00 frem til og med 10. august.

Markedsstemning
Det er første år, at det populære marked finder sted på Torvet, og det er blevet en succes.
– Det er umiddelbart lidt samme oplevelse, som da vi var i Futtens Gård. En dejlig stemning med torv og marked og en masse glade mennesker. Men her kommer flere forbi, og her plads til flere mennesker, fortæller Ulrik Mose Schade fra Tranum Mølle Destilleri, inden han indvier sine kunder i de særlige nuancer i en gin.
Hune-Blokhus Borgerforening har da også udnyttet det store Torv til at få endnu flere stadeholdere, nemlig 32, og det er ny rekord.
– Det betyder også, vi kan tilbyde et endnu mere alsidigt råvaremarked, hvor du kan få praktisk talt alt, fortæller Poul Andersen, formand for borgerforeningen.

Fulgte med i handlen
Og i år har markedet også en debutant. Morten Bosse Holm, som har travlt med at sælge brændte mandler.
– Vi kom til at købe et hus i Hune, og der fulgte så en vogn med brændte mandler med oven i handlen. Så nu står jeg her, griner han.
– Det er fantastisk sjovt, og jeg har mødt en masse søde mennesker. Jeg har aldrig prøvet det før, men blev kastet ud i det under pinsemarkedet på Torvet, hvor Karl. E. Christensen, som jeg har købt huset – og vognen af, hjalp mig i gang, griner Morten Bosse Holm og hælder en pose brændte mandler op til en børnefamilie.
 

Læs om fantastiske oplevelser og events