Blokhus Avis har talt med tre af de lokale ejendomsmæglerforretninger og bedt dem give en status for 2022 samt prøve at se ind i 2023. Samstemmende sender de positive signaler, både hvad angår året, der snart er gået, og udsigterne for det kommende år. – Her er deres vurderinger af den aktuelle situation på ejendomsmarkedet:
Gert Wiborg
Gert Wiborg fra RealMæglerne karakteriserer året 2022 som et år præget af stor købelyst ikke mindst på sommerhusområdet. Den enkle årsag er, at efterspørgslen har været større end udbuddet. Den situation gælder faktisk de seneste par år, tilføjer han. Den prismæssige pil har derfor peget opad de internationale og nationale kriser til trods. Den klare tendens er også, at Jammerbugt-området klarer sig bedst på ejendomsmarkedet bl.a. af den grund, at kunderne kommer fra hele landet. Det er derfor med stor tilfredshed, at Realmæglerne kan se tilbage på et godt år 2022 på ejendomsmarkedet.
Kaster man blikket ind i det nye år, så byder 2023 jo på stigende renter, hvilket alt andet lige kan betyde et lidt mere roligt og stabiliseret marked. Ikke desto mindre forventer Gert Wiborg også i 2023 et ejendomsmarked, der fremdeles vil være præget af stor aktivitet og købelyst hos danskerne. Jammerbugtens ferieområder er for alvor blevet et trækplaster, der tiltrækker købere fra det ganske land, og det er der ingen tegn i sol og måne på, at der bliver ændret på, konkluderer Gert Wiborg.
Hans Henrik Hansen
Hans Henrik Hansen betegner 2022 som et både spændende og udfordrende år på ejendomsmarkedet. Der har fra årets start været fuld fart på – billedligt talt 200 km/t – hvorefter hastigheden efter starten på krigen i Ukraine, stigende energipriser m.v. stabiliserede sig hen over året på et mere moderat, men solidt niveau. – Der har været godt salg i såvel helårsboliger som sommerhuse, og vi har faktisk oplevet en vedvarende stor interesse også for de større og dyrere boliger til priser på 4 mio. plus. Højdespringeren i 2022 var et salg af et sommerhus i Kettrup til godt 11 mio. kr. (!). Så på trods af problemerne ude i verden kan vi konstatere fortsat stor interesse for og efterspørgsel efter boliger i alle størrelser og prisklasser. Udsvingene betegner Hans Henrik Hansen som krusninger på overfladen.
Forventningerne til 2023 er absolut positive. Hans Henrik Hansen fra Thorkild Kristensen, Blokhus, vurderer ikke, at den aktuelle rentestigning på flekslån vil påvirke stabiliteten på ejendomsmarkedet. Tværtimod er vurderingen, at renten vil falde lidt igen og stabilisere sig på et niveau omkring 3,5% – i parentes bemærket en særdeles lav rente for os, der har oplevet renter på 22% tilbage i 80’erne (!). Hans Henrik Hansen ser tilbage på et godt 2022og frem til et endnu bedre 2023.
Søren Villadsen
Vedrørende 2022, som nu snart er gået, kan vi set over en periode på de 5 seneste år se tilbage på et tilfredsstillende salg, siger Søren Villadsen – og han tilføjer, at salget fremdeles har været fornuftigt, selv om man har kunnet mærke lidt mere pres på priserne fra køberside. Nogle har været lidt afventende, men overordnet set har 2022 været et aldeles godt og tilfredsstillende år på ejendomsmarkedet den usikre verdenssituation til trods.- Der har ikke været prisfald af betydning, hvilket gælder alle typer af ejendomme, oplyser Søren Villadsen. En stor efterspørgsel i forhold til udbuddet har medvirket til at holde hånden under priserne, fastslår han.Hvad angår et blik ind i det kommende år, så ser det også set med Søren Villadsens øjne positivt ud. Næring til optimismen giver det bl.a., at der er tegn på, at der falder ro over inflationen og de høje energipriser, ligesom et fald fra 6% til 4% på den faste rente er med til at give boligejerne et større rådighedsbeløb. Derfor er der ingen forventninger om prisfald på ejendomsmarkedet, men derimod om en stille og rolig stabilisering på et niveau, som tjener såvel sælger som køber.
– Søren Villadsen tilføjer med et glimt i øjet, at det jo også kun er positivt set med ejendomsmæglerøjne, at der skal benarbejde til at få sælger og køber til at mødes i det, der er en god handel for begge parter.