Når sommerferien byder på både solskinsdage, blæst og de klassiske sommerbyger, er der ét sted i Løkken, hvor vejret ikke afgør dagens program. Hos Action House venter oplevelser for hele familien, og der er aktiviteter nok til at fylde mange timers ferie med fart, grin og fælles oplevelser.
Under ét tag kan gæsterne blandt andet prøve kræfter med den 1,1 kilometer lange indendørs gokartbane, dyste på bowlingbanerne eller slippe børnene løs i Turbos Legeland. Der er også mulighed for at udfordre venner og familie i lasergame, virtual reality, skydesimulator og et væld af arkadespil.
– Det handler om at skabe oplevelser, hvor hele familien kan være sammen og have det sjovt på tværs af alder, lyder det fra Action House.

Nyheden Prison Island
Sommerens helt store nyhed er åbningen af Prison Island, som nu også er rykket ind i Løkken. Her bliver samarbejde, logik og hurtige beslutninger sat på prøve i et univers bestående af 33 forskellige celler med hver deres udfordringer.
Nogle opgaver kræver fysisk samarbejde og hurtige reaktioner, mens andre stiller krav til kommunikation, kreativ tænkning og overblik.
Konceptet minder på mange måder om et escape room, men her gælder det ikke om at slippe ud af ét rum. I stedet gælder det om at samle flest mulige point ved at løse så mange udfordringer som muligt inden tiden løber ud.
Prison Island henvender sig til både familier, vennegrupper, kolleger og alle andre, der holder af at dyste og samarbejde på nye måder.

Mini Bowling og Mini Formel 1
For de yngste gæster byder sommerferien også på særlige aktiviteter sammen med husets maskot Turbo. Hver mandag frem til uge 32 inviteres børn til Turbos Mini Bowling med diskolys, musik, snacks og børnedrinks, mens der hver onsdag er fart over feltet til Turbos Mini Formel 1, hvor de små racerkørere kan prøve gokart i trygge rammer og dyste om medaljer og diplomer.
Når energien er brugt, kan familien samles i restauranten, inden næste aktivitet venter.
Uanset om man er på ferie i området eller blot leder efter en oplevelse for hele familien, er der lagt op til en sommer fyldt med action i Løkken.




