Stormen Bodil betød aflysning af "De Ni Læsninger" i Hune Kirke. Torsdag den 12. prøver man igen.
En af julens helt store og specielle traditioner i Blokhus området er "De Ni Læsninger" arrangementet i Hune Kirke.
I mange af landets kirker er den stemningsfyldte musikgudstjeneste – De Ni Læsninger – en væsentlig del af juletraditionen. Også i Hune og Rødhus Kirker i Hune Sogn, hvor en af kirkerne i december afholder den særlig musikgudstjeneste. I år er det i Hune Kirke.
Gudstjenesten består af ni tekstlæsninger fra både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, hvor hele den kristne grundfortælling sammenfattes: skabelsen, syndefaldet, profetien og opfyldelsen.
Men i forhold til så mange andre steder er traditionen i Hune Sogn også at læsningerne foregår på 9 forskellige sprog!
”De Ni Læsninger” forløber som en vekslen mellem læsninger og musik, samt kirkens kor og fællessang fra menigheden. Der er hverken prædiken eller altergang, men afsluttende lyser præsten velsignelsen. Læsningen vil være en buket af forskellige sprog. Bibelens tekst er ens, men lyder forskelligt. Sognet har sammen med ”de ni læsere” fremskaffet bibelteksterne på norsk, flamsk, grønlandsk, ungarsk, afrikaans, tysk, fransk, færøsk og finsk.
– Menigheden vil kunne følge med, idet teksterne vil foreligge trykt både på dansk og det, vi tror, er fremmede sprog, fortæller Erik Normann fra Hune Sogn
Der er julemusik fra forskellige lande, og forskellige musikere og kirkens kor vil spille og synge for. Efter ”De NI Læsninger” i kirken samles vi i Kirkeladen til gløgg, kaffe og juleknas.
Årets ”De Ni Læsninger” finder i år sted i Hune Kirke, torsdag den 12. december kl. 19.00.
Det startede i England
"De Ni Læsninger" er oprindeligt en engelsk juletradition der har bredt sig mere og mere i Danmark. Her genfortælles julens budskab om Jesus, der kom til verden for at frelse mennesker, i en kort og udtryksfuld form.
Læsningerne har deres oprindelse i den anglikanske kirke i England. Præsten Eric Milner-White afholdt musikgudstjenesten for første gang den 24. december 1918 i King’s College i Cambridge.
Allerede året efter bredte musikgudstjenesten sig til en række andre kirker i England. Nu kan man altså – her 90 år senere – opleve denne tradition i mange af de danske kirker.