Det bynære og naturskønne område omkring søen i Aabybro får et løft. Der bliver både anlagt en bedre sti og opholdszoner rundt om søen. Stien forventes at være færdig allerede i 2026, mens projektet i sin helhed forventes afsluttet i 2027.
Søparken i Aabybro er et unikt område midt i byen – og med en længde på ca. 1,5 km rundt om søen, er den flotte rute populær og brugbar for mange.
I oktober 2025 modtog Jammerbugt Kommune en donation på 2,3 mio. kr. fra Krone Vinduers Medarbejderfond til udvikling af området ved søen, og nu har Kommunalbestyrelsen godkendt den videre proces for projektet – og at der bruges yderligere knap 1 mio. kr., fra blandt andet kommunens anlægsmidler til en bredere, mere tilgængelig og mere løbe-/gå-venlig belægning rundt om søen.
”En opgradering af stien rundt om søen vil være til gavn for både de arrangementer, der bliver afholdt i området, f.eks. det velgørende løb Nordjylland Gør en Forskel, og selvfølgelig ikke mindst til gavn for de mange borgere, som bruger området”, udtaler Borgmester Christian Hem.
Projektet kommer, udover opgradering af stien, også til at byde på etablering af blandt andet en fiskeriplatform, borde, bænke og bålplads.
Først gælder det stien rundt om søen, hvor planen er at gå i gang umiddelbart efter påske. Her skal fliserne rundt om søen udskiftes til asfalt i 2 meters bredde med et toplag af majsfarvede perlesten. Stien bliver afspærret etapevist, og arbejdet forventes færdigt i løbet af juni. Herefter følger etableringen af de øvrige elementer, som forventes afsluttet i 2027.




