Aabybro

Regnskab for 2020 med solidt overskud og økonomi

Selv om 2020 blev et usædvanligt og uforudsigeligt år på grund af Corona, så kommer Jammerbugt Kommune ud af året med et overskud på driften på 80 mio. kr. til stor tilfredshed for kommunalbestyrelsen.

Corona og kompensation
– Vi havde i 2020 store ekstra udgifter og indtægter i form af kompensation på grund af Corona, og alligevel rammer regnskabet plet på skiven i forhold til vores budget, siger borgmester Mogens Chr. Gade.
– Der har særligt på beskæftigelsesområdet været mange ekstra udgifter, men vi har også modtaget kompensation og fået dækket vores udgifter til fulde, alene på beskæftigelsesområdet er det 62 mio. kr., tilføjer han.

Skarp likviditet
Borgmesteren hæfter sig ved, at kommunen har en robust likviditet.
Den gennemsnitlige likviditet var ved udgangen af 2020 på 197 mio. kr.
– Det må siges at være en skarp likviditet, siger han.
Ydermere er der et overskud på 13,1 mio. kr. på den skattemæssige drift samt anlæg, og det er vigtigt signal.
– Det fortæller, at kommunen har en rigtig fornuftig økonomi, at den skattemæssige drift samt anlæg hænger mere end sammen, pointerer Mogens Chr. Gade.

Midler frigives
– Desuden er det meget glædeligt, at kommunens økonomi tillader, at vi kan frigive alle de penge, som institutionerne har overført, at vi i stedet for at fryse dem inde kan sende dem ud til børnehaver, skoler, plejecentre og alle de andre steder, hvor pengene kan gøre gavn, siger Mogens Chr. Gade.

Regnskabet 2020

  • Driftsoverskud på 80 mio. kr.
  • Serviceudgifterne på 1.750,7 mio. kr., hvilket er 10,5 mio. kr. under den vedtagne serviceramme.
  • Anlægsudgifterne på 98 mio. kr. Den vedtagne anlægsramme var 88 mio. kr. Grundet COVID-19 blev bruttoanlægsrammen suspenderet i 2020, da kommunerne fik mulighed for at fremrykke anlægsprojekter.
  • De samlede driftsudgifter i regnskabet er 2.498,6 mio. kr. Det er 13,4 mio. kr. mindre end det korrigerede budget, som lød på 2.512,0 mio. kr.
  • Den gennemsnitlige likviditet var ved udgangen af 2020 på 197 mio. kr. Den lå ved udgangen af 2019 på 199,2 mio. kr.

Læs om fantastiske oplevelser og events