Tilbage i 2020 startede dialogen om udflytningen af XL Byg/Tømmergaarden i Hune, fortalte direktør Claus Hansen i sin tale, da der torsdag d. 6. juli blev holdt rejsegilde på det nye byggeri på området ved Spar i Hune og Aldi.
(Direktør Claus Hansen ses som nr. 3 fra venstre i billedet).
Der skulle først udarbejdes en ny lokalplan, og licitationen blev afholdt i december 2022, hvorefter byggeriet gik i gang ultimo januar i år. Det er skredet frem efter planen, hvilket der var stor ros til alle parter og ikke mindst håndværkerne for. Planen er, at såvel lagerbygning som butiksdelen skal være klar til at åbne i februar måned næste år.
Første del af en helhedsplan for Hune
Også Jammerbugt Kommunes borgmester Mogens Gade var blandt de mange gæster til rejsegildet. Han sagde i sin tale, at byggeriet af det nye XL Byg/Tømmergaarden er første del af en helhedsplan for Hune, som nu er skudt i gang. I samarbejde med byggemarkedets repræsentanter, John Andersen og Nørresundby Boligselskab er visionen at sætte yderligere fart på den i forvejen rivende udvikling, der i disse år sker i Hune. På grunden, hvor Tømmergaarden lige nu har sin plads, er det meningen, at der skal etableres et attraktivt boligområde, som kommer til at ligge meget centralt i forhold til Hune by.
Borgmesteren havde mange rosende ord om det arbejde, der er i gang og takkede for et godt samarbejde med henblik på at give såvel områdets turister som forretningsdrivende og fastboende borgere optimale betingelser for et godt liv.
Pølser, øl, vand og hyggesnak
Rejsegildets værter bød naturligvis på den traditionelle og populære rejsegilde-menu, nemlig pølser, øl og vand, som de fremmødte nød, alt imens snakken blandt de forsamlede deltagere i rejsegildet gik på bedste vis.