Christoffer Hallager og Ann Cathrine Thorhauge er et par glade forpagtere
i disse dage. De melder nemlig udsolgt af deres nytårsmenu og har dermed slået
ny rekord med 856 bestillinger mod sidste års 640.
Prisbevidst og god kvalitet
Hvad de har gjort anderledes i år end de forrige år, har de selv svært ved at svare på. Men den gode pris, kvaliteten af maden og at der også tilbydes nytårsmenu til vegetarer og børn er måske opskriften bag succesen. Derudover har restauranten som noget nyt, lagt en bestillingsformular ind på deres hjemmeside, på den måde har det været mere simpelt for kunderne at bestille, frem for at ringe ind. – Vi har også været mere aktive med vores marketing, både gennem Blokhus Avis og på vores egne Facebook kanaler, fortæller Ann.
Vi har travlt
Hele restauranten dufter dejligt af mad og der er fuld af højt humør blandt de ansatte. – Vi har kaldt alle ind på arbejde, vi har sindssygt travlt med at forberede alle bestillingerne, beretter en glad og lidt forpustet højgravid Ann, som har termin d. 22 januar.
Lokal opbakning
-Der er kommet en enorm opbakning fra de lokale i Blokhus og Hune men også fra Fjerritslev, Brovst og Aabybro området. Det er vi virkelig taknemlige for. Vi er nok de eneste i byen, som ikke selv skal spise vores nytårsmenu, griner Ann, som fejrer årets sidste dag med familien hjemme i Hune.