Nyheder
imported

Rikard kan fejre 30-års jubilæum som købmand

Fra den gamle købmandsbutik på Tinghøjgade til det moderne supermarked.

Tekst: Martin Frandsen – Foto: Poul Nymark

I år kan købmand Rikard Andersen se tilbage på 30 år som købmand med forretning på Tinghøjgade i Saltum, og det har været en rejse fra den gode gammeldags købmandsbutik til det supermoderne supermarked med også bager, slagter, delikatesse samt store grønt- og vin-afdelinger.
Men faktisk går Rikard Andersens karriere inden for branchen endnu længere tilbage.
Han stod i lære og blev udlært købmand i Brovst og var ansat 8 år i frugt og grønt hos den daværende Jansen i Aabybro (i dag Meny) og derefter 4 år som købmand i Jansen i Pandrup.
Men i 1992 overtog han butikken i Saltum efter forældrene, Ruth og Ib. Den gang var der Rikard, hans mor og en dame på halv tid.
Faktisk er Rikard 4. generation i familien, der har butikken i Saltum, som åbnede første gang i 1909.

Flere forretninger
Siden er det gået stærkt med udvidelser stort set hvert år. Og skete det ikke i Saltum, så var det i Hune, hvor Rikard åbnede Spar i påsken 1992 i de lokaler, hvor Nyform i dag holder til på Rønnebærvej.
I dag er Spar flyttet over på den anden side af Vesterhavsvej i nye, større lokaler og med Lasse Nielsen som medejer.
De to stod også bag genåbningen af den tidligere brugs på Torvet i Blokhus som en ny Spar-butik i marts 2020.
Derudover er Rikard indehaver af den nybyggede Meny-forretning i Løkken.

Stort spring i Saltum
Forretningen i Saltum blev til en Meny i 2015, og i 2017 tog dagligvarebutikken det helt store hop fremad med en udvidelse af butiksarealet fra 1.000 til 2.000 kvadratmeter.
Trods den flotte udvikling har Rikard aldrig haft travlt med de store armbevægelser. I stedet har han stille og roligt koncentreret sig om at investere og udvikle.
– Jeg kunne se, at der var og er et stort potentiale i det her område. Der er masser af trafik på hovedgaden. Vi har mange fastliggere hver weekend, og mange gæster kommer forbi.
Det betyder også, at der i dag er 100 ansatte i Meny i Saltum, og Rikard Andersen fremhæver og glæder sig over, at forretningen altid har haft et godt personale, der lægger vægt på service og kvalitet.
– Vi har altid investeret meget for at have det bedste salgsapparat. Desuden er det vigtigt at have dygtige folk, og så må du som købmand ikke være doven. Du skal hele tiden udvikle og forbedre dig, siger han.
Det betyder lange arbejdsdage, hvor du står tidlig op og går sent i seng og er meget i butikken – kort sagt en livsstil.
– Jeg tager hele tiden temperaturen på butikken. Har den det godt, så er jeg svævende, og vi går meget op i at være i fremgang. Så det ligesom at stå op hver morgen for at spille en vigtig fodboldkamp, siger den erfarne købmand.

Læs om fantastiske oplevelser og events