Blokhus Medier_logo-01
Nyheder
imported

Rocklegenden, Johnny Madsen, væltede Blokhus

"Tak til Blokhus. I var del’me mange og I var del’me go’e " - Johnny Madsen

Tekst: Lotte Kande – Foto: Presse

Præcis sådan skrev Johnny Madsen på sin facebook side umiddelbart efter koncerten på Blokhus Torv, torsdag d. 19. juli. Og der var mange, og publikum var gode, men det var rocklegenden, som de alle var kommet for at høre også. Allerede fra første nummer var linjen lagt og den garvede rotte samlede gæster fra nær og fjern og gav en ubeskrivelig sommer- og feststemning. Torvet i Blokhus gyngede til en perlerække af de klassiske og bedste sange fra hans store musikalske katalog, bl.a.  "Halgal Halbal", "Færgemanden", "Æ kør´ o æ motorvej", "Stjernenat", "Johnny vær go" og "Langerhuse blues" blot for at nævne nogle af dem.

Publikumsrekord

Blokhus Torv var fyldt til bristepunktet og arbejdsgruppen nævner for Blokhus avis, at aftenen med Madsen slog alle publikumsrekorder. Ikke bare i år, men rekord nogensinde i alle de år, der har været sommerkoncerter på Torvet i Blokhus. Også i barerne havde personalet travlt. Erhvervsforeningens glade frivillige langede fadbamser over disken som aldrig før. – Vi er glade her dagen derpå, fortæller Jannie Ratke, der er eventansvarlig for sommerkoncerterne og fortsætter, -vi havde lavet en stor satsning med et veletableret navn som Johnny Madsen og derfor er det en fornøjelse med denne store publikumsopbakning gennem salget af drikkevarer. Koncerterne på Torvet finansieres nemlig af salget i baren, så når du støtter baren, støtter du musikken og muligheden for at hele dette store set-up lader sig gøre, afslutter hun.

Forinden koncerten med Johnny Madsen, varmede partybandet, Back On Track, publikum op med hits fra 60'er og frem til i dag, hvilket også var en stor fornøjelse.

I næste uge, torsdag d. 26. juli er det Kandis, der fyrer den af i badebyen, Blokhus.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events