Brovst

Røgalarm vækkede beboere ved to forskellige brande

Hvorfor det er vigtigt at have røgalarmer blev atter bevist ved to forskellige brand fredag morgen i henholdsvis Brovst og Fjerritslev.

Hus i Brovst
Først blev brandfolkene fra Beredskab Nordjyllands station i Brovst kaldt ud til brand i en beboelse i Brovst kl. 04.34 fredag morgen 18. februar.
– En familie var blevet vækket af en røgalarm, og da de gik ned i stuen, kunne de se, at der var ild og røg fra en pille-brændeovn, og der kom ild op af låget, fortæller indsatsleder Bo Isaksen.
Familien fik standset ilden med en pulverslukker, og brandfolkene slukket det sidste af ilden i brændeovnen, da de kom frem og luftede også godt ud.
Et skadesfirma er efterfølgende ved at sørge for rengøring efter pulverslukkeren samt for at få lugten af røg væk.

Gård ved Fjerritslev
Og fredag kl. 07.26 var der så station Fjerritslev, der blev kaldt ud til en brand på en gård på Aggersundvej.
Også her blev beboeren vækket af en røgalarm og fik ringet efter brandfolkene.
– Der var gået ild i et grovkøkken, og da vi ankom, havde branden fået fat i tagkonstruktionen, som har taget en del skade, siger indsatsleder Claus Bisgaard Hermansen.
Grovkøkkenet er helt udbrændt, mens beboelsesdelen er røg- og vandskadet.
– Men heldigvis var her en fin brandmur, som forhindrede branden i at sprede sig til beboelsen, så trods større skader, er det billigt sluppet, siger Claus Bisgaard Hermansen.
Sammen med Bo Isaksen understreger han vigtigheden af at have opsat røgalarmer, da de ved begge brande vækkede de sovende beboere.
– Det kunne være gået meget galt, hvis ikke der havde været røgalarmer.

Læs om fantastiske oplevelser og events