– Man kan roligt sige, at Kim Neergaard blev lidt paf, da han i dag, søndag 14. juni, klokken lidt over 14 åbnede døren for at blive mødt med blomster, diplom og bjesk overrakt af Finn Bo Hansen fra Spar Nord Bank, som tegn på, at han er kåret som Årets Bjessing 2020.
Kæmpe overraskelse
Kim Neergaard havde af sin hustru, som var på arbejde, fået at vide, at han skulle være hjemme klokken 14.00, for der kom nogle forbi for at købe kjoler, men i stedet kunne han høre baggrunden for kåringen læst op af Henrik Skøtt, Biersted IF, i selskab med Jytte Birkeholm, Biersted Borgerforening, og Jarle Godsk-Hansen fra Mosefestudvalget.
– Det er en kæmpe overraskelse. Jeg har det lidt sådan, hvorfor mig? Jeg vil jo bare gerne hjælpe, hvor jeg kan, sagde Kim Neergaard efter overrækkelsen.
– Det er en stor ære for mig, og en kæmpe overraskelse.
Siden 1984
Det plejer at være søndag klokken 14 under Mosefesten, at Finn Bo Hansen på scenen i teltet fortæller en begrundelse for, hvem der skal kåres som Årets Bjessing.
Og selv om der ikke blev en fest i år, så skulle Årets Bjessing kåres alligevel, understreger Henrik Skøtt.
Prisen er blevet udelt siden 1984.
Alle byens foreninger bliver bedt om at komme med en indstilling til dommerkomiteen.
– I år pegede alle indstillinger på Kim Neergaard, fortæller Henrik Skøtt.
Læs den samlede indstilling nedenfor:
Årets Bjessing 2020
Kim Neergaard er en yderst flittig og hjælpsom herre.
Han er en ildsjæl, der som alt-mulig-mand giver en hjælpende hånd mange steder i byen.
Når der skal bruges hjælp til at vedligeholde et område, eller når et arrangement skal afvikles, er Kim Neergaard ofte den første, der melder sig.
Med sin ihærdige arbejdsindsats hjælper han både i Borgerforeningen, Landsbyrådet, idrætsforeningen og mange andre steder.
Særligt for Kim er, at han er med i Borgerforeningens bestyrelse, men hjælper på tværs af alle foreninger og udvalg.
Kim Neergaard flyttede til Biersted i januar 2014, og det var (naturligvis) Mitha der introducerede Kim i det frivillige arbejde.
Siden juni 2018 har Kim været pedel på Biersted Skole.
Gennem arbejdet og det frivillige arbejde bl.a. som håndboldtræner har Kim Neergaard en tæt kontakt til byens børn og unge.
Et lille indblik i hvad Kim bl.a. hjælper med:
- Opsætte og nedtage flagallé til Moseløbet
- Beskæring og oprydning i ‘Anlægget’
- Uddele BierstedNyt
- Fordele 34 kubikmeter flis på stierne i De Tusinde Søer
- Reparere og påsætte skridsikkert underlag på broerne i De Tusinde Søer
- Lægning af fliser ved Skaterparken
- Opsætning og nedtagning af julebelysning
- Vagter i Bierstedet og til Mosefesten
Samtidig med, at Kim Neergaard gør en stor indsats i Biersted, er han også en behagelig og rar mand at være sammen med.
På den baggrund vil nedenstående udvalg og foreninger indstille Kim til Årets Bjessing 2020.
Indstillet af:
Moseløbskomitéen, Biersted IF, Borgerforeningen, C-holdet, Mosefestudvalget og Landsbyrådet.