Pandrup

Så er der sat pris på attraktive grunde i Saltum

Ny udstykning sættes til salg i næste måned

– Byggemodningen af de 15 nye kommunale parcelhusgrunde på den nye Højbogårdsvej i Saltum er nu så langt, at grundene ventes at kunne blive udbudt til salg i marts med overtagelse allerede i april.

Attraktiv placering
Derfor har økonomiudvalget skullet anbefale en pris på byggegrundene.
De har en størrelse mellem 1.248 og 2.009 kvadratmeter med en attraktiv placering bynært i den vestlige del af Saltum og meget tæt på Saltum Skole.
Desuden får nogle af grundene udsigt mod området med Nols Sø og Nols Stadion.

Der er god udsigt i området. Foto: Vores Jammerbugt

Udstykning på opfordring
– Vi mener, det er en attraktiv udstykning på et fint højdedrag med udsigt, og vi er af lokale blevet opfordret til at foretage udstykningen af grunde netop på dette sted, siger borgmester Mogens Chr. Gade.
Der var kommunale grunde til salg et andet sted i Saltum, men der var ikke interesse for dem, og derfor blev der lavet en ny lokalplan, som omlagde arealet til landbrugsjord, og det blev solgt til en landmand.

Hvad er markedsprisen
Ifølge loven skal de kommunale grunde sælges til markedsprisen, men det har ikke været så enkelt at finde dens niveau.
Den sidste kommunale grund i Saltum blev solgt på Fælledvej i 2018 til en kvadratmeterpris på 208 kroner inklusiv udgifter til tilslutning.
En privat grund på Fællesvej blev i januar 2020 solgt til 175 kroner per kvadratmeter.

Der er fart på byggemodningen. Foto: Vores Jammerbugt

Mæglerens vurdering
Og en lokal ejendomsmægler vurderer, at en pris for de nye grunde med den attraktive placering bør kunne sælges for 275 til 300 kroner.
Men til sammenligning så har de kommunale grunde på Klosterlunden og Jacobsvej i Pandrup kostet henholdsvis 400 og 350 kroner per kvadratmeter.

Beslutningen
Derfor anbefaler økonomiudvalget, at kommunalbestyrelsen sætter prisen for grundene på Højbogårdsvej til 325 kroner per kvadratmeter.
– Det betyder, at prisen svarer cirka kommunens kostpris for at købe arealet og foretage byggemodningen, siger Mogens Chr. Gade.
– Det er ikke afgørende for kommunen, om den tjener på grundsalg. Det er afgørende, at vi styrker bosætningen, siger han.

Læs om fantastiske oplevelser og events