Mæglerhuset kommer med en ufiltreret udlægning
– Spørger du en ejendomsmægler, hvordan det går på boligmarkedet, er der groft sagt kun et rigtigt svar: Boligmarkedet kører med 200 km/t, og vi har rygende travlt.
I ejendomsmæglerbranchen er de positive historier altoverskyggende, men her kommer en ufiltreret udlægning af, hvor Mæglerhuset i Aabybro står efter godt en måned med Covid-19 som en stor del af hverdagen.
Færre sætter til salg
Mæglerhuset oplever, at der er færre boligejere i Jammerbugt, der sætter
boligen til salg på nuværende tidspunkt sammenlignet med samme periode sidste
år.
Normalt er boligejerne ivrige efter at sætte til salg i foråret. Tager man de
positive briller på, kan det medføre, at det er et godt tidspunkt at sætte til
salg.
Hold gang i hjulene
– Det er i alles bedste, at vi holder gang i hjulene. Vi sørger for at have en
sikker og forsvarlig arbejdsgang. Internt har vi opstillet et regelsæt at
arbejde ud fra, som lever op til Sundhedsstyrelsens restriktioner. Den tilgang
har vist sig at bære frugt, da vi har haft flere underskrevne købsaftaler den seneste måned, sammenlignet
med samme periode sidste år. Vi ser positivt og fortrøstningsfuldt på fremtiden
på trods af omstændighederne, forklarer Søren Agesen, Butikschef ved
Mæglerhuset Aabybro
Svingende rente
Der er dog ingen tvivl om, at det svingende renteniveau har skabt usikkerhed ved flere boligkøbere.
Den faste rente på et 30-årigt fastforrentet boliglån var i en kort periode ”oppe” på 2 pct., hvor den før pandemien var nede på 0,5 pct.
– Det har skabt en vis portion tilbageholdenhed ved køberne, og på godt nordjysk bliver der lurepasset. Vi må nok erkende, at vi er blevet en smule forvænte, da en rente på 2 pct. stadig kan anses for at være en lav og fornuftig rente set fra et historisk perspektiv, mener Søren Agesen.
– Vi har haft færre fremvisninger end normalt efter Mette Frederiksen valgte at lukke Danmark delvist ned. Når det er sagt, er der stadig aktive boligkøbere på markedet. Efter flere uger med Covid-19 er tendensen, at dem der kigger bolig nu, er mere købeklare og seriøse end normalt set, konkluderer han.