Agnethe Maagaard – international glaskunstner – udstiller i Galleri Blokhus i hele juli måned. I dagene 19. til 22. juli vil hun også være at træffe i galleriet, hvor hun bl.a. holder foredrag og viser et powerpointshow omkring sin kunst ”Fra Bøvlingbjerg til New York”.
Glaskunstner Agnethe Maagaard er født, opvokset og bor midt i den storslåede vestjyske natur tæt ved havet. Hun henter sin inspiration i naturen, havet og de åbne vidder. Inspirationen videreføres i en helt unik proces med mange komplekse faser til store skulpturelle Glas Art i form af relieffer og kunstfade.
Den amerikanske drøm – og den danske
I 2008 indgik hun samarbejde med generalkonsulatet i New York, som promoverede hendes design i 20 eksklusive designbutikker i New York, San Francisco, Los Angeles, Miami og Chicago. Hun udstiller nu i udvalgte gallerier og bolighuse i både Danmark og USA.
Hun har også to gange haft æren af at designe glaskunst til Dronning Margrethe II af Danmark – bestilt af KK electronic og Lemvig Kommune. Derudover har hun også haft mange store udsmykningsopgaver til kirker, virksomheder og offentlige rum.
Der er vestjysk sjæl i glasset
Det er fra Bøvlingbjerg at Agnethes verden går. Her har hun sit glasværksted og herfra kan hun fortælle historier om bl.a. hendes oldefar der var med til at starte friskole, brugsforening og foderstofforening i Vestjylland. Iværksætterånden ligger i hendes gener og hun har søgt de muligheder som har budt sig og er i dag en respekteret og anerkendt kunstner på sit felt.