Tekst: Louise Kande – Foto: Presse
Blokhus Strand er vanen tro omdrejningspunktet for en af landets største Sankt Hans fester lørdag den 23. juni. I år bliver det med underholdning fra Thyborøn-kvartetten Tørfisk. – Vi er stolte over, at præsentere TØRFISK, som kommer til Blokhus til Sankt Hans. De synger, spiller og underholder så det er en fryd – med typisk vestjysk charme, som ikke er til at stå for. Vi er overbeviste om, at de er en succes med deres lytteværdige, morsomme og exceptionelle repertoire. Samtidig er Tørfisk-drengene dygtige musikere, som forstår at udnytte musikken sammen med deres helt stærke side – de karakteristiske, vestjyske, forblæste herre-stemme, siger formand for Erhvervsforeningen, Berit Bøjstrup til Blokhus avis.
Beachbar og børnehygge
Foruden den spændende koncert-oplevelse byder eftermiddagen og aftenen også på oplevelser for hele familien til årets Sankt Hans fest. Der bliver igen i år anderæs og snobrødsbagning for de små og båltale med Anni G. Walther samt beachbar for de voksne.
Program
16.00 Indskrivning til Anderæs
17.00 Anderæs ved Fiskernes hus
17.30 Snobrødshygge ved Fiskernes hus
19.30 Musikalsk underholdning
20.00 Velkomst ved Formand for Erhvervsforeningen Destination Blokhus, Berit Bøjstrup
20.15 Koncert med Tørfisk
20.45 Båltale v/ Anni G. Walther og bålet tændes
21.00 Koncert med Tørfisk



