Nyheder
imported

Sankt Hans i Blokhus: Årets fest

Vejrudsigten viste regn og skybrud - men vejrguderne var i særdeleshed med Blokhus!

Vejrudsigten viste regn og skybrud –  men vejrguderne var i særdeleshed med Blokhus. Kl. 18.30 marcherede de norske orkestre fra Torvet til Blokhus Strand. For hvert skridt de tog, jog de regnen længere og længere væk. Da de nåede ned til bålet, var regnen – næsten på magisk vis – væk. Og så blev der fest!

Tekst: Louise Kande

”Hvad er det for noget vejr?” – spurgte en turist Jens Haugaard fra Fiskernes hus, da der var indskrivning til Anderæs kl. 17.00. ”Bare rolig, det klarer op, når vi for alvor går i gang” – svarede Jens. For hvert skridt, de norske musikanter tog, des mindre regn var der at mærke. Jens Haugaard fik ret. Karl Korfits bød velkommen, Sussi og Leo gjorde klar til underholdning og folk valfarvede pludseligt til stranden. Og så blev der fest!

Sussi og Leo

Sussi og Leo var med til at lave årets Sankt hans fest med et forrygende underholdende show med mange gakkede indslag.

De frivillige 

De frivillige bag årets ”Beach Bar” måtte hente flere forsyninger i Spar i Hune, da regnen stoppede og de indså, at flere tusinde var på vej. – Vi er så taknemmelige for den flotte opbakning i baren, og er helt rundt på gulvet over, at der pludselig er kommet så mange mennesker, fortalte en forpustet Birgit Korfits, frivillig i Team Blokhus. Overskuddet fra Beach Baren går til videre udvikling af events i området, heriblandt Women’s Weekend, der afholdes 1. weekend i september.

Arrangørerne

Vi kniber os selv i armen. Lige pludselig var det som om, at det hele bare lykkedes. Vores forventninger var ikke store, men hold op, hvor er vi bare helt høje over hele aftenen, fortalte Karl Korfits, da scenen blev pakket sammen ved midnat.

Årets båltale

Jeg troede, at jeg skulle indlede talen med ”velkommen alle fire”, men jeg måtte hurtigt improvisere. For jeg er sikker på, at mere end 4000 stod klar, da jeg indledte aftenens båltale, forklarede Jens Saabo dagen efter Sankt Hans.

Ved aftenens båltale kom Jens Saabo med en seriøst og nærværende opsang. På baggrund af den kulturelle, religiøse og historiske baggrund forklarede han – på næsten metaforisk vis – om heksen. – Vores almindelige forestilling om, at det var enlige og oldgamle koner, der var onde og skulle jages væk, holder vel ikke. De var jo ikke hekse i bogstavelig forstand. Men de blev ofre for et dybt menneskeligt behov for at finde syndebukke, et behov som vi ikke er vokset fra endnu, men blot opfylder på en anden måde i dag (…) Syndebukke skal helst være anderledes, have en anden hudfarve eller anden religion, så vi lettere kan distancere os fra den og føle os normale, men hvorfor? Vi har brug for mangfoldighed, det er inspirerende. Men rollen som den, der skiller sig ud, overlader vi helst til de andre. Det er lettest. Men jeg tror, at det ofte er meget sjovere og berigende, ikke at være det, vi skal bare være ordentlige med hinanden, sagde han blandt andet.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events