– Årets ord er desværre nok allerede fundet. Krisen berører os alle og forandrer vores hverdag samt den måde, vi lever med hinanden på.
Her giver Birgith Svendsen sine svar på tre spørgsmål.
Hun er social- og sundhedsassistent på Børnedagsafsnittet på Sygehus Nord i Aalborg samt en del af beredskabet, som bemander Corona-teltet for børn.
Hvad har du lært af Corona-krisen?
Jeg har lært, hvor små vi er i en stor Verden, og at vi kan aldrig vide os sikre.
Der har altid været epidemier og pandemier. Den sorte død, Gul feber, Fugleinfluenza, SARS og nu Corona, og der kommer flere til.
Jeg stoler på, at sundhedsmyndighederne med deres formåen og viden kan inddæmme smitten samt passe på de syge og svage, så vi undgår at skulle opleve massegrave som i udlandet.
Jeg har lært at sætte endnu mere pris på at bo i Danmark, hvor der er et godt sikkerhedsnet og lægehjælp til alle.
Hvad har overrasket dig mest?
Jeg er glædelig overrasket over al den velvillighed og hjælpsomhed, som pensionerede læger og sygeplejersker viser ved at melde sig på banen. Det betyder, at de intensivuddannede kan koncentrere sig om de akut dårlige patienter.
I vores afdeling byder alle faggrupper ind for at få døgn-dækket vagterne i bemandingen af Corona-teltet, og alle gør alt, hvad de kan for at få tingene til at fungere.
Jeg er glædelig overrasket over, at erhvervslivet er så omstillingsparate.
Øl-producenter omstiller til produktion af sprit. IT-folk producerer visirer, og bilproducenter sørger for respiratorer.
Jeg er glædelig overrasket over, at næsten alle i Danmark har forstået budskabet, så andelen af syge og smittede ikke eksploderer.
Hvad er dit bedste råd?
Tænk på de gamle, de syge, de udsatte, men også på småbørnsfamilierne.
De er alle pressede på forskellige måder i en tid uden besøg og nærvær, eller hvor man skal arbejde hjemmefra og samtidig sørge for børnene.
Så ring en gang i mellem.
Tilbyd et måltid mad eller at gøre indkøb.
Brug muligheden for at nyde en tur i det fri, i skoven, på stranden og den positive effekt, at der er mere tid sammen med børnene uden stress og jag.
Sammen – hver for sig.