Tekst: Louise Kande – Foto: Presse
Da Kirkens Korshær fortalte om udsatte børnefamiliers basale behov for sengetøj og håndklæder, stod JYSK allerede klar. De sidste par år har den sociale hjælpeorganisation og boligkæden nemlig arbejdet sammen om at hjælpe hjemløse i Danmark med soveposer, liggeunderlag og håndklæder. -Vi er glade for, at vi gennem støtten til Kirkens Korshær, har kunnet give nogle børnefamilier mulighed for at få en god sommerferie med gode oplevelser. Det er selvfølgelig de mange frivillige i Kirkens Korshær, der i sidste ende gør det muligt, og den indsats vil vi gerne bakke op om, fortæller Rune Jungberg Pedersen, Kommunikations og CSR Direktør i JYSK.
Fin DIN nærmeste Kirkens Korshær HER
Endnu flere hjælpes
Feriepakkerne bestod blandt andet af nyt sengetøj og håndklæder. Og de faldt på et tørt sted. For pakkerne giver ikke kun glæde – de sikrede også, at Kirkens Korshær kunne hjælpe endnu flere, fordi linnedpakken normalt er en stor udgift på ferielejrene. – Når vi kunne slippe for at betale for sengetøj og håndklæder frigør det midler, som vi så kan bruge til at hjælpe endnu flere udsatte mennesker i Danmark, fortæller Helle Christiansen, der er chef for Kirkens Korshær. Da ferien i sommerlandet, i Nordjylland, var slut, kunne familierne beholde indholdet i pakken. For familier, der lever i fattigdom, er nye håndklæder og nyt sengetøj til hele familien en stor ting. – Det er dejligt, at vores børn får mulighed for at få et nyt håndklæde med til idræt. Hvis man kommer med et håndklæde/sengetøj med et kæmpe stort hul i, så risikerer man at blive mobbet, siger én af de børnefamilier, der i holdt sommerferie i det Nordjyske.