Nyheder
imported

Skal du nå papirdialogen i Blokhus, inden den rejser til Kina og USA?

Siden d. 22. marts 2019 har tusindvis af glade besøgende fra ind- og udland set udstillingen Paper Dialogues på Museum for Papirkunst

Tekst: Merete Fuglsang (redigeret)

Papirdialogen kan opleves i Hune på Museum for Papirkunst frem til d. 22. september. Så nu er det er sidste chanche, hvis du vil opleve den internationale kunstdialog, inden den forsætter sin færd til Kina, Florida og Minneapolis.
Udstillingen har også været besøgt af to kulturministre, henholdsvis Mette Bock, som sammen med blandt andre Kinas ambassadør Deng Ying og Norges ambassadør Aud Kolberg, var med til åbningen, og senere den nye kulurminister Joy Mogensen, kort efter hun overtog embedet.

Med saksen som oversætter
Udstillingen blev første gang vist i Beijing, Kina i 2014, og var med til at fejre 60 året for de diplomatiske relationer mellem Norge og Kina. Det var det norske udenrigsministerium, som inviterede Bit Vejle og Professor Xiaoguang Qiao til at findes et fælles sprog og skabe en dialog gennem i psaligrafien. Xiaoguang Qiao taler ikke andre sprog end kinesisk, som Bit Vejle ikke mestrer, derfor kunne de to kunstnere ikke kommunikere direkte. – Alligevel forstod vi hinanden. I den periode, vi arbejdede sammen, kommunikerede vi via vores sakse og papiret, fortæller Bit Vejle.

Kulturer og sprogbarriere til trods valgte de sammen at tage udgangspunkt i dragen, der ligger forandret i den kinesiske kultur, men som fabeldyr også findes i den nordiske mytologi blandt andet som Midgårdsormen, og ved livstræet Yggdrasils rod ligger dragen Nidhogg og gnaver på træets rødder.

De to kunstnere lod saks og papir formidle deres respektive kulturers historie og folkesjæl og har derigennem skabt en samtale, der ikke bygger på det talte ord, men på de fortællinger, deres papirklip byder på.

Da to blev til tre
Da Paper Dialogues havde været både Kina og Norge, kom den i 2016 til den engelske kanalø Jersey, og med herfra fulgte den keltiske drage til Blokhus, da bidrag fra de to britiske kunstnere, Layla May Arthur og Emma Reid, blev udstillet ved siden af Bit Vejle og Professor Xiaoguang Qiao. Et bevis på at den internationale dialog gennem papiret kan nå vidt og bredt, og kun blive bedre når flere deltager.

Når Paper Dialogues afslutter d. 22. september, rejser den herefter igen ud i verden til forskellige lande.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events