Tekst og foto: Presse
Takket være sommerhusejerne tilknyttet Sol og Strands Blokhus-kontor er der nu givet et økonomisk tilskud til, at den populære skøjtebane på Blokhus Torv igen kan stå 100 procent driftsklar til vintersæsonen.
En særlig oplevelse
Foråret er over os, og tanken om vinter forekommer lige nu fjern men ikke desto mindre er Blokhus Fonden allerede i gang med at tænke på vinterens aktiviteter.
Derfor var der store smil, da Sol og Strands bureauchef, Julia Spiess, forleden kunne overrække en check på 25.000 kroner til fonden.
På vegne af Blokhus Fonden takkede bestyrelsesmedlem Jens Saabo for støtten, som netop i år har stor betydning.
– Blokhus Skøjtebane har i vinteren 2020/21 været en kæmpesucces, og vi har haft utroligt mange gæster. Desværre har pandemien betydet uforudsete udgifter, som har drænet skøjtebanens budget, men med denne håndsrækning kan vi tage hul på nødvendige nyanskaffelser og vedligehold, så vi kan være klar til at skyde sæsonen i gang 1. november, siger Jens Saabo.
Den lokale håndsrækning
Sol og Strand Feriehusudlejning uddeler hvert år penge fra ”Sol og Strands Lokale Håndsrækning” til lokale projekter.
I år hentede Blokhus Fonden – hvis formål er at medvirke til at gøre Blokhus en attraktiv destination for såvel fastboende som feriegæster – altså den største opbakning, da sommerhusejerne skulle afgive deres stemme på i alt tre nominerede projekter.
– Skøjtebanen er et værdifuldt aktiv i forhold til at udvikle Blokhus som en helårsdestination. Jeg har talt med flere sommerhusejere, som fortæller, at de er glade for, at skøjtebanen nu er blevet en permanent vinteraktivitet, som blandt andet betyder, at deres børn har lyst til at komme med i sommerhus, fortæller Jens Saabo.
To modtagere
Der uddeles i alt 50.000 kroner i lokalområdet, og de to øvrige nominerede kandidater i håndsrækningen – Saltumsti-Gruppen og Erhvervsforeningen Destination Blokhus – kan se frem til at modtage hver 12.500 kroner. Saltumsti-gruppen får mulighed for at købe bænke, som skal placeres ved udsigtspunkter i forbindelse med en planlagt sti omkring Nols Sø og Saltum.
Erhvervsforeningen Destination Blokhus håber, at det – på trods af covid-19 – igen bliver muligt at afholde de populære sommerarrangementer ”Musik på Torvet”.
De 12.500 kroner vil indgå i det videre arbejde med at stable arrangementerne på benene.
Glad bureauchef
Bureauchef Julia Spiess, glæder sig over de tre kandidater, hvis projekter gør en forskel for såvel fastboende som feriegæster.
– Det har stor betydning for os som feriehusudlejningsvirksomhed, at vi har en attraktiv feriedestination, og her spiller lokalsamfundet en afgørende rolle. Vi kan se, hvor populær skøjtebanen har været denne vinter både for vores gæster og vores sommerhusejere, og vi ved også, at koncerterne på torvet tidligere har været et trækplaster. Tilsvarende sætter vores feriegæster stor pris på oplevelser i naturen, så jeg er utrolig glad for, at vi kan være med til at understøtte disse lokale tiltag, siger Julia Spiess.
Sol og Strand har afsat i alt en million kroner til projekter i de 21 lokalområder, hvor virksomheden har kontor.