Blokhus Medier_logo-01
Nyheder
imported

Skulpturparken åbner Skærtorsdag

Der bliver en sand vikingeverden i Skulpturparken Blokhus, når der Skærtorsdag d. 18. april åbnes op for 7. sæson under temaet ”Vilde Vikinger”.

Der bydes velkommen i Skulpturparken Blokhus, der åbner for sæson 2019 Skærtorsdag d. 18. april. Fra denne dag vil blandt andre nogle af verdens førende sandskulptører, fra bl.a. Holland, Australien, Canada og USA påbegynde arbejdet med at udforme 10 enorme sandskulpturer under temaet: " Vilde Vikinger".

– Vær' med og oplev processen, hvor de 20 internationale dygtige skulptører går fra at lave stregtegninger på et stykke papir til at udforme tonstunge sandskulpturer og store fiberskulpturer med unikke og fine detaljer. Alle skulptørernes arbejde kan følges dagligt fra torsdag d. 18. april helt frem til d. 28. april, hvor vi afvikler Officiel Indvielse af Blokhus Sandskulptur Festival, fortæller direktør John Andersen.

Vild åbningsindvielse

Efter temaet: "Vilde Vikinger bliver det en smule vildt, voldsomt og sjovt når der søndag d. 28. april kommer en hel Vikingehird bestående af 9 kæmpere, vikingekoner og børn til Skulpturparken Blokhus. Der bliver showkampe, mulighed for selfies med de vilde vikinger og mjød i lange baner, fortæller John Andersen, der har allieret sig med den berømte ”Viking” Allan Hyttel Olsen og hans hird af vilde vikinger.  –De er krigere, og de vil i samspil med vores nye sandskulpturer formidle vikingekampen, som den kunne have set ud, velvidende at de ikke slår hovederne af hinanden. Der er meget fastlagte regler, der er stor disciplin og det her er kontrolleret. Således kan I sagtens tage hele familien under armen og nyde denne store dag sammen med os, forklarer John Andersen

Hvorfor Vikinger?

Temavalget i år faldt på: ”Vilde Vikinger” og skyldes ifølge John Andersen, at temaet er nærværende, aktuelt, mere populært end nogensinde før. – Vi har tidligere haft temaer som Alletiders Helte, Magiske Eventyr, Verdens Vildeste dyr, H.C. Andersens eventyr, Konger, kejsere og herskere gennem tiderne og Nordisk mytologi i 2013. Vi kan godt lide, at oplevelserne i parken er med til at udbrede kendskabet til vores fælles Danmarkshistorie. Det er vores erfaring, at sådanne temaer tiltrækker familier på tværs af alder, og gæsterne kan godt lide disse fortællinger, som giver plads til indlevelse og fordybelse, fortæller John Andersen der understreger at Vikingerne er i gang med at invadere populærkulturen på samme måde, som de engang erobrede de engelske Kyster. Det gælder ikke kun i Danmark, men også i det store udland, hvor tv-satsninger som Vikings og Game Of Thrones nyder stor popularitet og har været med til at sætte Vikingerne og deres kultur på Verdenskortet.

Blomster, Sansehaver, Vikingespil og unika

Skulpturparken bliver fyldt med små hyggekroge og smukke sansehaver, og som noget helt nyt i sæson 2019 får parken endnu flere blomster, så haven fremstår som et sandt blomsterhav. Der vil være blomster og stauder i alle farver og afskygninger og masser af smukke beplantninger i hele den 20.000 m2 store Skulpturpark. – Vi arbejder i øjeblikket også på at skabe mere underholdning i parken – bl.a. i form af Vikingeshows i løbet af højsæsonen, afslutter John Andersen.

 

 

 

Læs om fantastiske oplevelser og events