Aabybro

Skybrud rammer Aabybro

Tirsdag eftermiddag 27. juli åbnede himlens sluser sig for alvor over Aabybro og nabobyer med skybrud og yderst sjældent sete regnmængder.

Butik måtte lukke
Det betød også, at veje i Aabybro lignede brede åer, og Aldis p-plads blev oversvømmet. Vandet steg og steg og begyndte at rende ind i dagligvarebutikken, som derfor måtte lukke.
Også hos Sanne Andersen og Anders Møller på Kærvej voldte vandet problemer, og de måtte bygge en dæmning, da vandet trængte ind i huset, men den kunne ikke holde det ude.
– Det begyndte klokken 13.48, fortæller Sanne Andersen om uvejret, der var i gang i flere timer.
– Vandet stod mere end 20 centimeter over vejen, fortæller Anders Møller.

Anders Møller og familien prøvede at holde vandet ude. Foto: Vores Jammerbugt


Bølger fra vejen
Også hos Røde Kors Genbrugsbutik kom der vand ind.
– Vejen var som en å, og når der kørte biler forbi, så skabte de bølger, som var så kraftige, at de skubbede døren op, fortæller Else Nielsen, frivillig i butikken.
– Vi måtte lægge nogle håndklæder ud. Det er helt vildt.
Thomas Sørensen fra Expert TV fortæller også om en Vestergade, hvor asfalten ikke kunne ses for vand.

Aldi måtte lukke. Foto: Vores Jammerbugt

Kommunen rykkede ud
Jammerbugt Kommune fik hurtigt sendt folk i marken for at rengøre kloakristene, som hurtigt var blevet fyldt med skidt, blade og grene, for at kloakkerne kunne suge vandet til sig.
– Vi har driftsfolk på vej rundt for at kontrollere pumpestationerne, som er ret overbelastede, selv om Aabybro endda har to-strenget kloaksystem, hvor regnvandet løber for sig og spildevand for sig, fortæller ingeniør Claes Borg, Jammerbugt Kommune.
– Vi gør alt, hvad vi kan for at få vandet væk hurtigst muligt, siger han.
Uvejret satte også trafiklyset på Kattedamsvej ud af spil, da vejen på et tidspunkt også var oversvømmet.
DMI oplyser, at der tirsdag eftermiddag er et bælte med skybrud fra Thy til Jammerbugt, og i Aggersund er der endda melding om dobbelt skybrud.

Lyskrydset gik også i sort. Foto: Vores Jammerbugt
Det var også galt på p-pladsen ved Rema 1000. Foto: Vores Jammerbugt
Ristene blev renset hurtigt. Foto: Vores Jammerbugt
Foto: Vores Jammerbugt
Foto: Vores Jammerbugt
Trods dørtrinnet kan der vand ind i butikken. Foto: Vores Jammerbugt
Else Nielsen måtte lægge håndklæder ud. Foto: Vores Jammerbugt
Aldis læsserampe fyldt med vand. Foto: Anders Møller



Læs om fantastiske oplevelser og events