Slettestrand, Fosdalen og Thorupstrand har i mange år været kendt som perler langs den danske vestkyst, og de er udpeget som nogle af landets stærkeste feriesteder. Områdets unikke kombination af natur, aktive og autentiske oplevelser tiltrækker besøgende fra nær og fjern – og denne vinterferie er ingen undtagelse.
Med den storslåede natur som baggrund, hvor Svinklovene og Fosdalen indgår som en del af Danmarks Naturkanon, har gæster i mange år gået på opdagelse i dette naturskønne område. Selv på en kold vinterdag byder Svinklovene på spektakulære udsigter over Jammerbugten, mens Fosdalen med sine stejle skrænter og smukke stier også giver en smuk naturoplevelse.
Slettestrand Outdoor Hub
Med den stigende interesse for naturen og områdets særlige oplevelser arbejdes der nu målrettet på at styrke Slettestrand som en endnu mere attraktiv feriedestination. Et vigtigt skridt i denne udvikling er planerne om en Slettestrand Outdoor Hub, der skal styrke gæsternes oplevelse.
Jammerbugt Kommune med Vækst Jammerbugt i spidsen har sikret støtte til projektet, som har en samlet projektsum på 550.000 kr. Dansk Kyst & Natur har støttet med 421.000 kr. og Vækst Jammerbugt bidrager med 137.000 kr.
Den kommende Outdoor Hub skal fungere som et indbydende ankomstpunkt, der binder områdets rekreative muligheder, formidling. og erhvervsmæssige oplevelser sammen. Det er tanken, at stedet skal byde besøgende velkommen og give dem mulighed for på forskellig vis at dykke ned i områdets mange tilbud.
Erhvervs- og Turistchef Mette Greisen Damsgaard fra Vækst Jammerbugt siger: – Vi er gået ind i det fra kommunens side af med henblik på at realisere nogle af de aktiviteter, der er beskrevet i helhedsplanen: Den Strategisk Fysisk udviklingsplan. Projektet i Slettestrand er et for-projekt, hvor tanken er at få udviklet et koncept og tegninger, der skal danne grundlag for det videre forløb.
Lokale investeringer skaber fornyelse
De senere år har lokale aktører og investorer gjort en stor indsats for at udvikle Slettestrand som feriedestination. Hoteller har gennemgået omfattende opgraderinger og fået sat fokus på både overnatning, gastronomi og naturoplevelser.
Selvom området oplever en positiv udvikling, peger lokale kræfter på behovet for et løft af infrastrukturen for at skabe en sammenhængende og stærkere oplevelse for de besøgende. Den kommende Outdoor Hub er et vigtigt skridt i denne retning.
En af hotelejerne i Slettestrand, Villy Jæger fra Hotel Klitrosen er en af dem, der har peget på behovet for et ankomstpunkt. Han er lykkelig for at arbejdet nu kan begynde.
-Jeg synes det er fantastisk, og glæder mig over at Vækst Jammerbugten har præsenteret idéen og taget bolden med henblik på at føre den igennem det politiske system.
Det er jo et fantastisk område vi har her i Slettestrand, og med fokus på det her projekt har vi mulighed for at udnytte områdets fulde potentiale.
Villy Jæger har i forbindelse med projektet stillet jorden til rådighed, hvor ankomstpladsen tænkes placeret. Jammerbugt Kommune ønsker at etablere en form for guidning af gæsterne i området, og han vil gerne medvirke til at understøtte arbejdet og arbejde for, at der også kan komme noget kommercielt på pladsen.
Næste skridt er valg af konsulent og rådgiver, og samtidig inviteres der ind til et lokalt aktørmøde i februar, hvor projektet skal drøftes.
-Møderne med erhvervet er en involverende dialog, så det er et projekt hele området står bag, fastslår Mette Greisen.
Inden sommerferien i år vil projektbeskrivelsen være klar, og herefter vil hele processen omkring at søge yderligere midler kunne påbegyndes.