Tæt på

Snart 90 år og stadig aktive i Blokhus   

 | FOTO: Anne Nøhr Ringgren
Preben og Margit travlt med frivillighed og fællesskab

Ægteparret Margit og Preben Stagsted er meget aktive i det lokale frivilligkorps under Destination Blokhus. I forbindelse med events træder de til og hjælper med forskellige opgaver. Parret har fulgt udviklingen af Blokhus og Hune tæt – lige fra meget stille område til sprudlende ferieby. De bor i deres sommerhus på Højmarksvej i Kryle Klit, som de købte i 1983. De senere år er de blevet en aktiv del af det frivillige arbejde, som de den dag i dag slet ikke kan undvære. Især det stærke fællesskab og samværet med de mange andre frivillige betyder meget for dem.

Elektriker og modist

Selvom Margit er 89 år, og Preben fylder 90 år i november, er det ikke noget der sætter begrænsninger for deres engagement. Og det er heller ikke noget, der bekymrer de to ildsjæle.
– Min mor blev 98 år, og det er jo bare et tal, griner Preben. Preben er da også alderspræsident i Frivilligkorpset, og sammen med de mange andre frivillige går de til hånde og sikrer at alt forløber planmæssigt, så gæsterne kan få en god oplevelse. F.eks. når der inviteres til sommerkoncerter, til påske- og efterårsfestivalen samt i forbindelse med skøjtebane og julebelysning. Der er mange opgaver forud gæsterne rykker ind i feriebyen, og der er også en del oprydning efterfølgende, men det gør dem ikke spor. De synes også at musikken er fantastisk i forbindelse med koncerterne selvom de indimellem måske falder udenfor målgruppen. Margit, der er uddannet modist og har haft egen trikotageforretning, hjælper med underholdning til børnene i teltet til Efterårsfestival og passer toiletterne sammen med Tonie til koncerterne. Preben bruger hans baggrund som selvstændig elektriker og sørger f.eks. for lys og varme i teltet til Efterårsfestival. Når skøjtebanen skal sættes op i november, er det Preben og hans gode ven Egon Kær, der sørger for belysningen omkring banen. Egon er midt i 80’erne og har ligesom Preben en fortid som elektriker. -Han ringer hvert år og spørger om vi lige skal tage et år mere, fortæller han. Jeg står på jorden og den yngste i liften. Sådan et par elektrikere er i stødet, griner han med et glimt i øjet. Margit og Preben har rygende travlt, og Preben ærgrer sig faktisk lige pt over, at han ikke opdagede der var rosésmagningen Sparkling Walk i Hune her i september. Det er ikke nemt at være alle steder, som han siger.
– I sidste uge skulle vi noget hver dag, griner han, men vi kan slet ikke undvære det. Det holder os i gang og alt det sociale og fællesskabet, hvor vi snakker med en masse mennesker, er ifølge dem opskriften på et langt liv og det at være så friske som snart 90-årige. Og det er da også meget tydeligt, de trives begge to. De er åndsfriske, sprudler af godt humør og nyder både livet og at være en del af Frivilligkorpset.

– Vi synes det er fantastisk alt det der sker i Blokhus. Kæmpe cadeau til både Jannie og Rikke i Destination Blokhus, der står for det praktiske omkring events og hjælper os frivillige i gang. De gør et rigtig stort arbejde, roser Preben.

Skiferier og krolf

Preben og Margit har haft et langt og beundringsværdigt liv, hvor de har været særdeles aktive – også her i en sen alder. De har rejst meget bl.a. i Europa med Ældresagen, er aktive i Hune/Blokhus Pensionistforening og spiller krolf. De har egen bane i haven. Den sætter Preben op og sørger for den ikke er for let, når vennegruppen på omkring 8-11 personer rykker ind til hyggelig krolfdyst og forplejning hver fredag. Igennem 50 år har de haft tradition med skiferie i Lillehammer i Norge, hvor de nød de norske fjelde på langrendsski, og den del stoppede først i 2020.

70 år med kærlighed

De kører stadig selv bil, og når Margits søster på 93 i Viborg eller broren på Djursland skal besøges, foregår turen på motorvejen sydpå og via landevejen retur. – Så ser vi jo noget nyt på turen hjem, fortæller Preben helt naturligt.

Parret passer stadig selv huset og grunden med lidt hjælp fra børnene. De har tre børn, men har også oplevet den store sorg at miste en dreng på seks år til kræft. -Det var utrolig hårdt, erkender Preben. De 2 andre børn er friske og den ene er faktisk pensionist, griner de. -Det er jo lidt sjovt at tænke på, siger Margit. Derudover tæller familien 7 børnebørn og 8 oldebørn. Kærligheden er intakt efter så mange år, og nu kan de se frem til at de 18. januar kan fejre Jernbryllup (70 år) med stor fest på Nordstjernen for hele familien og alle vennerne. 

Preben og Margit fortæller, at de vil fortsætte med at være aktive, så længe de kan.

– Det er da også skønt at slappe af, hvis der lige er en dag, hvor vi ikke skal noget.

Men en sådan dag er altså ikke i dag. Efter den inspirerende snak iler parret videre. Nu skal de sammen med de mange andre frivillige have lagt planen for opgaverne i forbindelse med Efterårsfestivalen i Blokhus i uge 42.

Flere nyheder