Torsdag 20. juli vuggede gæsterne i takt til de populære hits som ”Sig du ka´ li´mig” og ”Indianer” leveret af Michelsen & Bramsen, og nu bliver de efterfulgt af ingen ringere end Sømændene den kommende torsdag.
Publikum bar flotte kaptajnshatte og matroskasketter og alle vajede i takt, da Sømændene sidste år fyrede den godt og grundigt af til sommerens nok festligste torvekoncert i Blokhus. Og nu sker det igen. Besætningen går i land i Blokhus 27. juli kl. 20.30.
Syng med
Derfor glæder arrangørerne, Torvegruppen, som er en undergruppe under Erhvervsforeningen Destination Blokhus, sig til igen at invitere til koncert med de 9 charmerende sømænd, når de med deres store show ”Til Havs” tager publikum med på den 22 år lange rejse, som orkestret har været igennem sammen med deres fans. Meget vand er løbet igennem fjorden den forgangne tid, og i år lægger sømændene op til masser af nostalgi, fællessang og skålesange, men i lige så høj grad en moderne koncertoplevelse. Showet vil være en walk down memory lane med de mange, gode, gamle klassikere samt de senere års nyere numre. Denne torsdag aften bliver du en del af en fantastisk stemningsfulde fest, som Sømændene altid er vært for – uanset hvor de optræder.
Bandet startede egentlig blot som en pludselig indskydelse, da en håndfuld af de oprindelige medlemmer, som er vokset op omkring fiskerlejet i Karrebæksminde på Sydsjælland, spillede et par sange til en morgensamling på gymnasiet i Næstved.
Men Sømændene har gennem årene flyttet sig fra frække sange på ølkassen til optræden på rigtige scener, spillesteder og festivaler, og er gået fra optagelser hjemme på kollegieværelset til platinplader og en enkelt Danish Music Awards.
Party og energi
Inden Sømændene indtager scenen med fest, farver og ølmusik, sørger Petrols for at fyre godt og grundigt op under publikum med masser af power og energifyldt live-musik.
Petrols hører til i eliten af danske party- og danseorkestre, og præsenterer de bedste ind- og udenlandske hits fra de sidse 40-50 år.
Det er rock´n roll, pophits, syng-med-sange og klassiske hits fra 80´erne og 90´erne.
Gratis koncerter
Hver uge bliver der inviterer til gratis stående koncert med fuld blus på stemningen. Sømændene er den 4. i rækken af i alt 6 koncerter.
På torvet vil man som altid møde de frivillige fra ”Team Blokhus”, som står klar til at assistere med alt fra udskænkning af kolde fadøl til rengøring af diverse servicefaciliteter.
-Uden de mange frivillige kunne vi ikke afvikle koncerterne. Vi føler os meget privilegerede med så mange ildsjæle, der knokler fra morgen til sen aften for at give de mange gæster en god oplevelse, siger Jannie Ratke eventansvarlig for Erhvervsforeningen Destination Blokhus og fortsætter:
– Desuden vil vi gerne slå et slag for at folk støtter koncerterne, så vi også fremover kan afvikle koncerter. Det er ingen hemmelighed, at alting bliver dyrere, og derfor har vi brug for publikums hjælp. Man kan støtte koncerterne på tre måder: Der kan tegnes et fast støttemedlemskab på kr. 29,- pr. md, sendes en valgfri donation, og sidst men ikke mindst kan man støtte vores tre barer, afslutter Jannie Ratke.