Nyheder
imported

Sol og Strand forventer den største sæson nogensinde

Der er kortere tid mellem booking af huset og tidspunktet for ferien.

Tekst: Martin Frandsen – Foto: Presse

Sol og Strand forventer, at feriehusbureauet går den største sæson nogensinde i møde, oplyser direktør Per Dam.
Baggrunden er, at de udenlandske gæster vender tilbage, og særligt tyskerne har meldt deres ankomst i stor stil.

Sol og strand
– Hvis ikke vi får den største sæson, så bliver den i hver fald meget stor. Vi forventer en vækst på op imod 10 pct. i løbet af 2022 i forhold til sidste år, fordi nu vender de udenlandske gæster tilbage, siger han.
– Det er en klar tendens, at tyskerne kommer tilbage, mens vi meget naturlig oplever et fald i danske gæster, fordi nu vil man gerne ud at rejse igen. Men når året er slut, så vil vi stadig se en lille smule flere danske gæster, end der historisk plejer at være, siger Per Dam.

Ny tendens

Det skyldes også en ny tendens, hvor flere danskere vælger en forlænget weekend som en ekstra ferie, og flere danskere har fået øjnene op for, hvor dejlig det er at være i sommerhus i det danske ferieland.
– Der er stadig kortere tid mellem, at huset bliver booket, og ferien finder sted. Det er en klar tendens, at der bliver bestilt sommerhuse meget tættere på tidspunktet, hvor man skal holde ferie. Det gælder for tyskerne, men særligt for danskere, hvor man onsdag aften får den ide, at man vil på forlænget weekend i sommerhuset dagen efter og så også holder fri, eller arbejder fra sommerhuset mandag og tirsdag, fortæller Per Dam.

Mangler huse

Men selve højsæsonen, sommerferien, bliver ikke større end sidste år, da kapaciteten er fuld udnyttet.
– Der er mange nye ejere, som selv bruger deres huse, men der er absolut gode muligheder for at leje sit sommerhus ud, da efterspørgslen er større end udbuddet, så vi forventer helt udsolgt og tager gerne flere huse ind, understreger Per Dam.

Læs om fantastiske oplevelser og events