Der er masser af spændende oplevelser for alle aldersgrupper, når vi begynder at kigge ind i sensommeren og efteråret.
Allerede i begyndelsen af september er der sjove og spændende oplevelser i vente.
Elsker du markeder, så læg vejen forbi Store Brønderslev Marked den 1. weekend i september. Det har igennem mange år været en fast tradition, der tiltrækker tusindvis af gæster. Er du helt vild med hunde eller måske selv er hundeejer, så indbydes der til hyggelig Hundefestival i Rødhus i weekenden 9.-10. september. Er du mere en af de kulturinteresserede, så er foredrag, kunst og musik til Bogfestival i Ingstrup måske det rette valg.
I hvert fald er der nok at vælge imellem for ydermere er Løkken klar med vel nok Danmarks største lastbiltræf, når op mod 300 lastbiler mødes til Løkken Truck Festival den 2. weekend i september. De byder på masser af hestekræfter, flotte dekorerede lastbiler og fantastisk lysshow, når mørket sænker sig. Derudover er det også altid en publikumsfavorit, når festivalen afsluttes med den imponerende paradekørsel, når turen går hjemad for de knap 300 lastbiler.
Higer du efter musikalske oplevelser, så er der også et fantastisk koncertprogram med populære danske kunstnere hos Kultur- og Erhvervscenter Jammerbugt i Aabybro. Der kan f.eks. nævnes Stig & Vennerne, Shubberne, Ib Grønbech samt Die Herren, som nogle af efterårets topnavne.
Men det er bestemt ikke det eneste, du kan se frem til de næste par måneder.
Erhvervsforeningen Destination Blokhus arbejder på en stor efterårsfestival i uge 42 med 100-vis af spændende familieaktiviteter. Selvom det fulde program endnu ikke er på plads, så kan arrangørerne allerede løfte sløret for nogle af de mest populære aktiviteter. Blandt andet gentages det uhyggelige – men utrolig populære – Zombie Run i Gateway Blokhus samt det årlige Havhekseløb.
Der bliver også lejlighed til at besøge det meget eftertragtede Høstmarked med lokale råvarer på Blokhus Torv, og på stranden vil børn og barnlige sjæle kunne deltage i anderæs.
Foreningen lover, at de med sikkerhed kommer med et stort og varieret udbud af oplevelser og aktiviteter i uge 42, der egner sig til hele familien.
En af de øvrige helt store efterårsoplevelser er Lysfald i Fårup Sommerland, hvor du kan få en magisk og farverig oplevelse, for når solen går ned, bryder lyset frem og hele forlystelsesparken bader i flotte farver. Derudover inviteres der også til familievenligt natløb og den store Høstfest.
Alt i alt et par spændende måneder, hvor der er mange oplevelser i vente, og du kan kigge nærmere på de følgende sider og finde yderligere information.