Blokhus

Spændende sommeraktiviteter for alle

Team Frivillige gør Destination Blokhus endnu mere attraktiv

Der bliver snakket, grinet og ikke mindst arbejdet. En gruppe fra Team Frivillige har hele tiden travlt med at gøre klar til et arrangement.
Nu er der snart rigtig mange gæster i feriebyen og en af de forestående begivenheder er Musik på torvet. Det er en meget populær event, som tiltrækker utrolig mange gæster torsdag efter torsdag hele sommeren.
Og det er blot en af de mange opgaver, som Team Frivillige udfører nærmest året rundt for at sikre, at der altid er masser af oplevelser i Blokhus.
Team Frivillige tæller omkring 80 ildsjæle, og de gør en virkelig vigtig indsats for Blokhus, lægger eventansvarlig i Erhvervsforeningen Destination Blokhus Jannie Ratke ikke skjul på.
– De udfører et stort og meget flot arbejde, og det betyder, at vi kan holde de mange events i Destination Blokhus. Uden dem var det slet ikke muligt at gennemføre alle disse ting, siger Jannie Ratke.
For at gennemføre det store eventprogram, som består af arrangementer hele året, så er frivilligkorpset en af forudsætningerne, men i lige så høj grad er det også hele erhvervslivet, som kommer med økonomien. Dernæst er kommunen også en vigtig samarbejdspartner. De er med som tovholder og i planlægningen. De frivillige er dem, der udøver arrangementerne.

– Det handler om at gøre meget for at fastholde og påskønne de frivilliges indsats og ikke presse dem. Man binder sig ikke til faste opgaver eller dage, og selv om man af en eller anden grund ikke kan være aktiv hjælper, så er man stadig en del af fællesskabet og hvilende medlem i en periode, forklarer Jannie Ratke.
– Vi kan altid bruge flere frivillige, men de er gode til at hverve selv, og vi har fået mange nye de sidste par år. De er gode til at tage mod hinanden og har et stort sammenhold. De hygger sig, og vi holder flere sociale arrangementer. De kommer med en ufattelig og smittende livsglæde og gør en forskel for Blokhus, som de virkelig elsker. Og som tilflytter er det en god måde at få et netværk på, fortæller Jannie Ratke, som altid gerne hører fra nye frivillige.

Læs om fantastiske oplevelser og events