(Foto: Poul Nymark)
Torsdag morgen kl. 07.00 åbner Lasse Nielsen dørene til en udvidet og nyindrettet Spar-butik i Hune, og det sker selvfølgelig med masser af gode tilbud samt en pose med fire rundstykker til hver af de første 100 kunder.
Spar er nemlig blevet udvidet med 150 kvadratmeter og har samtidig fået et meget større vindfang.
Udvidelsen betyder, at kunderne forrest i butikken nu bliver mødt med en ny indbydende stor grønt- og frugtafdeling samt en betjent bagerafdeling.
Spar har også fået en ny flot vinafdeling bagerst i forretningen, og så kan Spar nu også byde på en delikatesse, som Lena og Anne Cathrine står for.
Desuden er der kommer nye kølere over alt.
– Vi glæder os rigtig meget til at vise forretningen frem og komme i gang, fortæller Lasse Nielsen.
Mere kvalitet
Det er 7 år siden, at Spar i Hune åbnede, og derfor var det blevet tid til at se på forretningen med nye øjne.
– Der er jo sket meget på 7 år, og vores kunders krav og forventninger har ændret sig, og derfor er en ombygning og udvidelse en naturlig udvikling, siger Lasse Nielsen.
Samtidig var der områder, hvor der var mangel på plads, og derfor er butikken blevet udvidet og har nu et areal på 1.150 kvadratmeter.
– Det giver os mulighed for i endnu højere grad at være supermarkedet, hvor det hele er samlet under ét tag.
– Vi har gearet hårdt op inden for vin, grøntsager, bager, kød og delikatessen. Det er disse varer, man går efter, hvis man har fri eller holder ferie og vil lave sig en god madoplevelse, siger Lasse Nielsen.