Aabybro

Spar Nord Bank lukker i Aabybro

– Spar Nord Bank lukker sin afdeling på Østergade i Aabybro per 17. juli.
Det bekræfter områdedirektør John Refsgaard fra Spar Nord Bank i Nørresundby.
(OPDATERET kl. 11.53)

Flyttes til to afdelinger
– Vi lukker for de daglige ekspeditioner i Aabybro og vil ikke længere være fysisk til stede. Vi flytter vores syv rådgivere fra Aabybro til vores afdelinger i henholdsvis Nørresundby Torv og Vodskov, siger John Refsgaard.
– Kunderne følger med deres rådgivere, med mindre de hellere vil i den modsatte afdeling, så får de selvfølgelig lov til det, siger han.
Dog forbliver hæveautomaten på bygningen i Østergade, hvor Spar Nord også fortsat vil holde møder med de kunder, der ønsker det, da Spar Nord bor til leje i lokalerne frem til 2023-24.

Blev for lille
Lukningen af afdelingen i Aabybro skyldes dels logistik og dels økonomi.
– Når det handler om logistik, så bliver det med blot 7 medarbejdere i Aabybro svært at få ferieplaner og fravær til at gå op. I takt med, at bankerne er blevet mere og mere digitaliserede, så er der jo blevet stadig færre medarbejdere i de mindre afdelinger, og det er svært at få tingene til at hænge sammen, når vi kommer under 9-10 ansatte, siger John Refsgaard.

Negativ rente
– Desuden har vi en ny økonomisk virkelighed. Det er ikke så meget Corona-krisen, jeg tænker på som rentemarkedet med negativ rente på indlån. I afdelingen i Aabybro har vi seks gange så meget i indlån som udlån, og når vi taber penge på vores indlån og ikke kan tjene penge som tidligere, så bliver det svært at sikre, at der stadig er økonomi i at drive afdelingen, og her har vi altså nået smertegrænsen, siger John Refsgaard.

Droppede Posttorvet
Endelig var det planen, at Spar Nord Bank skulle flytte i mindre, mere moderne og passende rammer end den markante bygning på Østergade, hvor der i storhedstiden var flere end 50 ansatte, og her var en placering i det nye Posttorvet udset som nye lokaler.
– Men forhandlingerne brød sammen, og vi begyndte at tænke andre veje, siger John Refsgaard.

Aaby-Biersted Sparekasse
Helt oprindeligt så udspringer Spar Nord afdelingen i Aabybro af Aaby-Biersted Sparekasse, som tilbage i 1970´erne fusionerede med Sparekassen Nordjylland, der som bekendt siden blev til Spar Nord Bank.
Tidligere havde afdelingen i Aabybro også eget aktionærråd, indtil den blev lagt under Spar Nord Bank i Nørresundby.

Læs om fantastiske oplevelser og events