Søndag den 3. august bliver Blokhus Torv centrum for fest og fællesskab, når Spar SommerFest inviterer til en dag med livemusik, grillmad og ægte sommerstemning.
Bag arrangementet står Spar Blokhus, UlriksMusic og Erhvervsforeningen Destination Blokhus. De byder på en hyggelig eftermiddag for hele familien med masser af gratis musik og X Factor stjernedrys blandet med duften af lækker grillmad og kølige drinks.
Publikum kan se frem til et bredt repertoire, med alt fra nyere hits til klassiske evergreens blandes med egne numre – perfekt til at få både børn og voksne i sommerhumør.
Hovednavnet er trioen 9000 HÅB fra X Factor, som blev landskendte i årets X Factor og sluttede på en flot andenplads under Simon Kvamms mentorrolle. Gruppen består af de tre unge fyre: Nikolaj Lange Sørensen, Gustav Kappel og Magnus Fløe Simonsen, og de har fyldt rygsækken med masser af musikalsk energi i en skøn blanding af egne numre, finalehittet og øvrige pophits. Det sker på torvets friluftsscene kl. 16.00. Efter koncerten kan publikum møde dem til Meet n’ Greet kl. 16.45.
Dagen begynder kl. 14.00 med UlriksMusic, drevet af Ulrik Sørensen – far til Nikolaj fra 9000 HÅB – som sætter stemningen med et varieret repertoire. Kl. 15.00 tager det unge band Manhattan over med friske covernumre og høj energi.
Festen rundes af kl. 17.00, når det yderst populære band Romhandleren går på scenen. Et populært og velkendt orkester på scenen i Blokhus, og de er som altid garant for en sprudlende koncert fyldt med energi og masser af kendte hits, der skaber højt humør og fællessang.
Spar SommerFest er en familievenlig musikdag med mulighed for at nyde både lokal musik, nationale talenter og sommerstemning i hjertet af Blokhus.
Arrangementet aflyses i tilfælde af dårligt vejr.