Erhvervsforeningen Destination Blokhus inviterer igen i år til “Spark Dæk: Bil- og Motorcykeltræf på Blokhus Torv”.
Begivenheden er en fantastisk mulighed for at dele en fælles passion for blankpolerede biler og flotte motorcykler.
Både ejere og entusiaster opfordres derfor til at samles, skabe netværk og dyrke deres hang til hestekræfter og brummende maskiner.
Arrangøren er begejstret for at invitere bilerne tilbage til Blokhus Torv. “Vi ser frem til at give deltagerne en aften, hvor de kan sparke dæk og hygge sig med andre entusiaster”, udtaler Jannie Ratke, eventansvarlig i Erhvervsforeningen Destination Blokhus.
Samtidig fortæller hun, at foreningen ser frem til, at der er flere der møder op i år. -Vejret var desværre ikke med os sidste år, og det smittede naturligt af på antallet af deltagere. Vi håber derfor at vejrguderne tilsmiler os ekstra positivt i år, så alle interesserede kan nyde en skøn aften i ”højeste gear”.
Ingen tilmelding nødvendig
Spark Dæk-træf er en begivenhed, der løber af stablen alle onsdage kl. 18.00-20.30 i ulige uger, hvor starten gik allerede 8. maj. Onsdagsbegivenheden gentages 22. maj 2024 og ulige uger frem til 11. september.
– Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd. Du skal blot møde op og være klar til at sparke dæk sammen med andre fans af biler og motorcykler, fortæller Jannie Ratke.
Alle køretøjer, uanset mærke, model eller årgang opfordres til at hoppe i køredragten og starte motoren. Det bliver en aften fyldt med gode oplevelser og uforglemmelige minder for alle deltagere, afslutter arrangørerne.