Arrangørerne Erhvervsforeningen Destination Blokhus og Iscafeen Blokhus glæder sig over, at der er så stor tilslutning til den relativt nye aktivitet “Spark Dæk: Bil- og Motorcykeltræf på Blokhus Torv”.
Bil- og motorcykelentusiaster har mulighed for at samles og dele deres passion for blankpolerede biler og motorcykler, brummende motorer og masser af hestekræfter.
Første gang det blev afholdt var i maj, og herefter er det gentaget alle onsdage i ulige uger, og det fortsætter helt frem til og med den 13. september.
Arrangementet starter altid kl. 18.30 og slutter kl. 20.30.
Begge arrangører har været begejstrede for at invitere bilerne tilbage til Blokhus Torv.
-Der har været stor efterspørgsel på at genoptage de populære bil-onsdage, og derfor glæder vi os også over at der er så mange, der har taget imod invitationen, hvor de hygger sig og har mulighed for at sparke dæk med de andre entusiaster”, udtaler Jannie Ratke, eventansvarlig i Erhvervsforeningen Destination Blokhus.
Det er noget nyt i år, at arrangørerne har inviteret motorcykelentusiasterne, da de er blevet opmærksomme på, at mange “bikere” også elsker at besøge Blokhus.
Alle deltagere tager opstilling på torvet. Herefter går snakken lystigt, og den hyggelig stemning breder sig. Herefter er maskiner og biler centrum for den fælles passion og bliver skiftevis betragtet med beundrende blikke inden deltagerne efter et par timer igen går hver til sit og kan sige på gensyn.
Ingen tilmelding nødvendig
Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd og alle er velkommen til at deltage hver gang. Du skal blot møde op og være klar til at sparke dæk sammen med andre, der elsker flotte og iøjnefaldende biler og motorcykler, fortæller Jannie Ratke fra Erhvervsforeningen Destination Blokhus.
Alle køretøjer, uanset mærke, model eller årgang opfordres til at deltage, så det er bare med at hoppe i køredragten og starte motoren. Det er en aften fyldt med gode oplevelser og uforglemmelige minder for alle deltagere, afslutter arrangørerne.