Blokhus

Sparkling Walk i Hune hitter allerede

Over 100 tilmeldte til lørdagens boble-event

Der er dømt bobler, hygge og en lille smule snurren i benene, når et helt nyt arrangement Sparkling Walk indtager Hune lørdag den 6. september.

Allerede nu har over 100 sikret sig billet til dagen, hvor du kan smage dig gennem byen – ét glas ad gangen.

For godt til at være sandt

For kun 50 kroner får deltagerne et smageglas og hele 10 udskænkninger af mousserende vin á 12 cl. Det er faktisk mere end en hel flaske champagne, men heldigvis fordelt på en hyggelig gåtur gennem Hunes butikker, beroliger Rikke Severing Eriksen fra Erhvervsforeningen Destination Blokhus, der arrangerer eventen i samarbejde med Hunes erhvervsliv.

Og hvem siger, at vin og aktiviteter ikke passer sammen? I Hune kan du både prøve dart med bobler i hånden, få clairvoyance med lidt ekstra klarhed i glasset, slappe af til mini-spa med et boblende boost, deltage i konkurrencer eller bare shoppe med boblende overskud.

Med på ruten er blandt andre Blokhus Lys, Butik Laden, Hawtorn Café og Selskaber, Eau De Parfum, Motel Hune, Ny Form Hune, Guesthouse Hune, Fun Art Keramik, Kirkensgaard Mode & Stil og Spar Hune.

-Alt sammen foregår mellem kl. 10 og 15, og turen kan gås i eget tempo og rækkefølge, forsikrer Rikke Severin Eriksen og tilføjer: -Vejrudsigten lover perfekt sensommervejr, så der er lagt op til en boblende dag fuld af smag, smil og overraskelser. Vi glæder os.

Hun fortæller samtidig, at der stadig er åben for tilmeldinger, så er lørdagen fri, så skal du skynde dig at sikre dig en billet online via linket her

Alle deltagere skal være fyldt 18 år.

Læs om fantastiske oplevelser og events