Fårup Sommerland afslutter sin 50-års jubilæumssæson med et spektakulært droneshow skabt i samarbejde med en af verdens førende dronevirksomheder, der står bag shows hos bl.a. Disneyland Paris og flere andre store temaparker. Med mere end 400 små lysende showdroner bliver droneshowet en del af dette års Lysfald-event hos Fårup Sommerland og vil hver aften i efterårsferien lyse efterårshimlen op med Danmarks største lys- og droneshow.
Når Fårup Sommerland i efterårsferien slår dørene op til parkens populære efterårsevents, Lysfald og Høstfest, bliver det i år med en ny og spektakulær tilføjelse på programmet for at markere afslutningen på parkens store jubilæumssæson.
Bag showet står den internationale dronevirksomhed Dronisos, der er verdens førende inden for droneshows i tema- og forlystelsesparker med shows hos blandt andre Disneyland Paris, Legoland Florida og flere andre store temaparker. I samarbejde med Fårup Sommerland har de designet et magisk droneshow med mere end 400 små lysende showdroner, der skal løfte det i forvejen populære Lysfald-event til nye højder med et spektakulært syn på aftenhimlen over Fårup Sommerland.
– Vi nærmer os sidste del af en magisk sæson i Fårup Sommerland, hvor vi sammen med vores gæster har kunnet fejre 50 år med oplevelser. Det kræver derfor også en ekstraordinær afslutning på sæsonen, og vi er rigtig stolte over, at vi i samarbejde med verdens førende virksomhed inden for droneshows har skabt et show af denne kaliber. Vi er overbeviste om, at det vil skabe det perfekte punktum for en stor sæson i Fårup, og vi glæder os til at opleve det sammen med vores gæster, siger adm. direktør Niels Jørgen Jensen fra Fårup Sommerland.
Høstfest og Lysfald finder sted hvert år i efterårsferien samt weekenden forinden og tiltrækker mange besøgende hvert år. De mange besøgende vil kunne opleve droneshowet hver aften frem til og med 18. oktober, hvor de mere end 400 små droner letter over Orkansøen og maler den aftenmørke oktoberhimmel i en betagende fortælling om årstidernes skiften.
– Det bliver med garanti noget helt særligt både størrelses- og stemningsmæssigt, og vi glæder os til at dele denne storslåede oplevelse med vores gæster og dermed markere afslutningen på en historisk sæson i Fårup Sommerland, lyder det fra Niels Jørgen Jensen.