Nyheder
imported

Status på badesæsonen 2015: Færre badegæster på strandene i sommer

Forrige weekend pakkede TrygFonden Kystlivrednings livreddere deres udstyr sammen og lukkede de rød-hvide tårne for sidste gang i år. Livredderne kan se tilbage på en sæson med få oplagte badedage, hvilket betød færre badegæster på strandene og færre aktioner for livredderne.

Status på badesæsonen 2015:

Færre badegæster på strandene i sommer

Forrige weekend pakkede TrygFonden Kystlivrednings livreddere deres udstyr sammen og lukkede de rød-hvide tårne for sidste gang i år. Livredderne kan se tilbage på en sæson med få oplagte badedage, hvilket betød færre badegæster på strandene og færre aktioner for livredderne.

Tekst: Louise Kande – Foto: Poul Nymark Foto

De foreløbige aktionstal for hele badesæsonen 2015 viser, at livredderne har gennemført 7.637 indsatser i Nordjylland i år, hvoraf tre var livreddende aktioner. Én af de livreddende aktioner fandt sted ved det nyåbnede tårn i Tversted. Til gengæld har livredderne brugt ekstra meget tid på det oplysende arbejde, som også på sigt kan være med til at forebygge badeulykker.  

Sammenlignet med badesæsonen 2014, der var en historisk travl sommer, har livredderne gennemført 650 færre indsatser. Tallene vidner om en stigning i antallet af oplysende indsatser, hvor livredderne tager en snak med badegæsterne om fx de lokale forhold på strandene, baderådene og hvad man skal være særligt opmærksom på i vandet. 

– Mange har haft en oplevelse af, at sommervejret i år ikke har været strålende. Vi har også på strandene oplevet færre dage med oplagt badevejr. Men relativt set har der været mere end nok at lave for livredderne. For når der har været færre mennesker på strandene, har vores livreddere haft mulighed for at bruge ekstra tid på at træne deres færdigheder og på at oplyse badegæsterne om sikker adfærd i og ved vand. Vi tror på, at disse oplysende indsatser har en langvarig effekt på badesikkerheden, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat, TrygFonden Kystlivredning.

Gode strandvaner blev leget ind på 50 strande

TrygFonden Kystlivredning har gennem hele sommeren haft to livredderpatruljer, der har besøgt omkring 50 strande rundt om i landet med et nyt koncept, hvor børn og deres forældre kunne komme i ”praktik” som livreddere. Gennem ”praktikforløbet” kunne børnene på en sjov måde sammen med forældrene lege gode vaner ind og blive mere fortrolige med, hvordan man færdes sikkert i og ved vandet.

– TrygFonden Kystlivrednings LivredderPatrulje har i mere end 15 år besøgt strande, men det har været rigtig sjovt i år at arbejde med praktikforløbet. Vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra forældre, som vidner om, at mødet med LivredderPatruljen har fået dem til at reflektere og ændre adfærd, så de fx fremover ikke vil lade børnene gå alene i vandet, siger René Højer, programchef med ansvar for bade- og vandsikkerhed, TrygFonden.  

 

Læs om fantastiske oplevelser og events