Der er noget ganske særligt omkring Sankt Hans ved Vesterhavet, der afholdes den 23. juni. For tusindvis af lokale og turister er det en fantastiske oplevelse og også en fast tradition at være en del af den hyggelige midsommerfest på Blokhus strand.
I takt med at solen går ned over Vesterhavet vil stranden være omdannet til en stemningsfuld sankthansfest med musik, fællesskab, tænding af bålet og båltale.

Musikalsk march og koncert
Aftenen indledes med musikalsk march fra Blokhus Torv med optræden fra nogle af de mange norske ungdomskorps der deltager i Nordsø Festivalen. I ugen op til har over 700 børn og unge fra Norge traditionen tro været på besøg i Blokhus, og de er også altid en del af Sankthansfesten.
Kl. 19.00 marcherer de fra Blokhus Torv til stranden, hvor korpsene spiller, mens de bevæger sig gennem byen. Publikum er meget velkomne til at gå med, og turen slutter med en minikoncert ved bålet.
Umiddelbart efter går The Beatles Revival på scenen, hvor gæsterne kan se frem til en stemningsfuld strandkoncert med nogle af de mest ikoniske hits fra 60erne. Repertoiret er bredt og bandet optræder med en del af The Beatles’ mest elskede sange, herunder Let It Be, Hey Jude og Twist and Shout.
Årets båltale leveres i år af borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Chr. Gade, der i mange år har været en del af udviklingen og styrkelsen af turisme, erhvervslivet og bosætning.
Når båltalen er afsluttet, tændes bålet og traditionen tro synges midsommervisen imens flammerne stiger op mod aftenhimlen over Blokhus Strand.
Det er Erhvervsforeningen Destination Blokhus i samarbejde med Spillestedet Blokhus og VisitJammerbugten, der står bag den traditionsrige aften.
Arrangørerne glæder sig til igen i år at byde både lokale og besøgende velkommen til en stor og stemningsfyldt midsommerfest med levende musik, båltale og det smukke bål.
Program
Kl. 19.00: Musikalsk march med korps fra Nordsø Festivalen fra Blokhus Torv til stranden
Kl. 19.15: Optræden på stranden ved Nordsø Festivalens korps
Kl. 20.00: Strandkoncert med The Beatles Revival
Kl. 20.50: Båltale ved borgmester Mogens Chr. Gade
Kl. 21.00: Bålet tændes og Midsommervisen synges
Kl. 21.15: Koncerten fortsætter med The Beatles Revival