Om tirsdagen – allerede fra tidlig morgen af – er der stor aktivitet på Blokhus Torv. Biler med trailere ruller ind 1 efter 1 og telte, boder og vogne gøres klar til dagens råvaremarked. En fast tradition, der afholdes hver tirsdag kl. 10.00 – 14.00 frem til og med 11. august. Når klokken nærmer sig 10 begynder duften at brede sig under parasollerne, og gæsterne begynder så småt at ankomme.
Markedet er altid fyldt med et væld af varer. Friskopgravede grønsager og flotte sommerbær. Friskfangede fisk, nybagte brød, lokal brygget øl og spiritus samt et udvalg af saft, marmelader og pølser. Der er masser af fristelser. Mange gæster benytter samtidig lejligheden til at finde smagfulde delikatesser til feriebordet.
Derudover er markedet også udbygget med dekorative kunsthåndværk. Keramik i flotte farver, malerier, smykker og pileflet. Der er altid mulighed for også at finde smukke varer til boligen eller til sig selv.
Der er hyggelig stemning og snakken går lystigt, når der vises frem, deles ud af smagsprøver og gode historier. En autentisk og ægte ferietradition, hvor hygge og købmandskab mødes hver tirsdag.

Stærk tradition
Markedet, som er et af områdets mest eftertragtede, arrangeres af Hune-Blokhus Borgerforening og har i over 15 år vokset sig større og større. Efterhånden er det blevet til en af sommerens bedst besøgte begivenheder – både til glæde for områdets gæster, udstillere og lokale borgere.
– Råvaremarkedet er en god måde at give turister og fastboende mulighed for at købe nogle gode lokale råvarer. Derfor kigger vi også hele tiden efter lokale leverandører, og for dem er markedet en god måde at vise sig frem på og præsentere deres varer overfor de mange gæster. Så det er en god tradition, vi meget gerne vil fortsætte, fortæller Poul Andersen, formand i Hune-Blokhus Borgerforening.




