Blokhus

Step In skruer op for hyggen

Nyt tiltag skal være en pauseperle – ikke en konkurrent

Snart bliver der endnu mere at komme efter hos Step In i Blokhus. Ejerne Søren og Mette Villadsen er nemlig i fuld gang med at indrette en hyggelig lounge i den del af butikken, der tidligere blandt andet har dannet ramme om det hedengangne værtshus ”Storm P”.

Planen er, Step In Bar & Lounge skal åbne Kr. Himmelfartsdag, og i disse dage er en tømrer ved at opbygge barområdet. Samtidig har Mette Villadsen fundet værktøjet frem for at samle borde og loungemøbler, som skal stå på terrassen foran butikken.

Allerede da vi åbnede butikken sidste år, havde vi en drøm om at skabet et sted, hvor man kan slå sig ned med en kop kaffe, en øl eller et glas vin og nyde stemningen – uden nødvendigvis at skulle skynde sig videre, fortæller Mette Villadsen.

Der bliver mulighed for at tage plads både indenfor og udenfor, hvor terrassen byder på udsigt til byens liv. Lige nu er parret på udkig efter en medarbejder, der skal stå med det overordnede ansvar for det nye tiltag. Men man vil også kunne møde Mette Villadsen eller en af butikkens øvrige medarbejdere bag baren. Hun og en kollega har netop været på baristakursus – og selv om hun endnu ikke mestrer at lave et hjerte i kaffen, lover hun, at det nok skal komme.

Det skal jeg nok lære – jeg er stædig, griner hun.

Som udgangspunkt vil Step In Bar & Lounge følge butikkens almindelige åbningstider. Det er vigtigt for Søren og Mette Villadsen at understrege, at Step In Bar & Lounge ikke er tænkt som en konkurrent til byens øvrige barer og caféer.

Vi åbner ikke for at konkurrere, men for at skabe en lille oase i tilknytning til butikken. For os handler det om at give de besøgende en endnu bedre oplevelse. Blandt andet viser vi Tour de France på storskærm i juli, siger Søren Villadsen, der forventer, at mange mænd vil benytte sig af en pause, mens deres bedre halvdele kigger på tøj, brugskunst og interiør.

Step In tæller i dag i alt fire butikker – to i Blokhus og to i Løkken og beskæftiger omkring 30 medarbejdere. I Blokhus driver Søren og Mette Villadsen den 700 kvadratmeter store butik på Strandvejen og desuden butikken på Torvet 15A, som nu har fået navnet ”Kystliv by Step In”.

Læs om fantastiske oplevelser og events