Blokhus

Stjernespækket program til Musik i Sommerlandet

Glæd dig til sommerens største musikfest i Blokhus

Sommerens mest festlige torsdage vender tilbage til Blokhus Torv. Musik i Sommerlandet 2025 præsenterer et imponerende line-up, hvor højt elskede klassikere møder nye genrer for at skabe en musikalsk oplevelse for enhver smag og tiltrække et endnu bredere publikum.

Det er Erhvervsforeningen Destination Blokhus, der står bag programmet og gæsterne kan glæde sig til alt fra 80’er-hits og rock til dansktop, sømandsmusik og en af Danmarks mest populære DJs.

Koncerterne finder sted torsdage i ugerne 27-31, hvor opvarmningen starter kl. 19:00, og hovednavnet går på scenen kl. 20:30. Der er fri entré, men ligesom sidste år kan gæster støtte koncerterne ved at købe et støttemærke til 50 kr., hvor hele beløbet går ubeskåret til at understøtte arrangementet.

I år er en milepæl for koncerterne, for det er 15. gang de afholdes på Blokhus Torv. Det hele startede med TV2 Nord og er siden blevet videreført af Erhvervsforeningen Destination Blokhus. I dag er koncerterne større og mere populære end nogensinde – og 2025 bliver ingen undtagelse.

FOTO: Die Herren på besøg i Blokhus i 2023

Sommerens musikprogram

3. juli: Bellami & Lune Carlsen // Opvarmning: FesterKester

Årets koncerter åbnes med velkendte hits fra den danske musikskat, når Bellami med Lune Carlsen i spidsen indtager scenen. Lune Carlsen er kendt for sin autentiske hyldest til Kim Larsen og leverer en koncert, hvor publikum kan synge med på de største klassikere. 
FesterKester sørger for den perfekte start på aftenen med festlige coverhits, der altid får stemningen i top.

10. juli: Die Herren // Opvarmning: Johnny The Blues

Die Herren kan som få sætte gang i festen med deres energiske sceneshows. De er uden tvivl et af Danmarks bedste U2-coverbands og har tidligere begejstret publikum i Blokhus med hits som ”Beautiful Day” og ”Sunday Bloody Sunday”. 
Johnny The Blues sørger for den rette opvarmning med velkendte hits fra Johnny Madsen. Publikum kan se frem til fortolkninger af klassikere som ”Færgemanden” og ”Griseriet på Bounty” leveret i bedste Johnny stil.

FOTO/PRESSE: KATO indtager scenen i Blokhus her til sommer

17. juli: KATO // Opvarmning: MD Duo

KATO er ubetinget en af Danmarks mest kendte DJs, berømt for sine mange hits, der har fyldt klubber og festivaler i årevis. Der bliver rig mulighed for at slå sig løs til megahits som ”Hey Shorty”, ”Sjus” og ”Turn The Lights On”, når KATO indtager scenen. 

Til at sætte gang i festen vil MD Duo bidrage med en solid omgang dansktop-musik, fremført med lune og et glimt i øjet. De to unge thyboer, der står bag bandet, har på rekordtid opnået kultstatus. Med charme og thybomål vil de unge knægte spille velkendte dansktop-hits, men også deres egne sange, såsom ”Gi’ mig fri til middag”. Har man ikke tidligere oplevet MD Duo, har man en oplevelse til gode.

24. juli: Halberg & Friends // Opvarmning: Romhandleren

Poul Halberg er en af Danmarks største sangskrivere med en kavalkade af 80’ernes og 90’ernes største hits bag sig. Han har tidligere spillet i legendariske bands som Sneakers og har de seneste år turneret Danmark rundt med sit eget band, Halberg & Friends som fremfører Halbergs mange originale sange. Der er dømt fællessang, når Halberg & Friends går på scenen med kæmpehits som ”Magi i luften” og ”Jeg vil la’ lyset brænde”.

Det populære festband Romhandleren er naturligvis også at finde på årets koncertprogram. Bandet har i mange år været et fast indslag ved sommerkoncerterne i Blokhus. Romhandleren formår altid at sætte gang i festlighederne med deres store repertoire af kendte covernumre, hvor publikum både danser og synger med. 

31. juli: Sømændene // Opvarmning: Romhandleren

Sømændene er igen klar til at sørge for en festlig afslutning på årets sommerkoncerter. Det populære band er garant for en folkefest med sømandsviser, fællessang og konfetti i rigelige mængder. Syng med på ”En træt gammel mand”, ”Solskin ombord” og ”Alle sømænd er glade for piger”. Når Sømændene går i land på torvet, får de altid hele pladsen til at gynge. De er en klar publikumsfavorit. 
Til at sætte stemningen for en perfekt aften står Romhandleren igen klar med deres brede repertoire af både danske og udenlandske hits. 

Tak til frivillige og sponsorer

Erhvervsforeningen Destination Blokhus vil gerne i samme ombæring benytte lejligheden til at takke det lokale erhvervsliv, Jammerbugt Kommune og det uundværlige frivilligkorps Team Blokhus, som igen i år står klar ved hanerne og rundt på koncertpladsen under alle koncerter.

Program Musik i sommerlandet 2025

3. juli:
Bellami & Lune Carlsen
Opvarmning: FesterKester

10. juli:
Die Herren
Opvarmning: Johnny The Blues

17. juli:
KATO
Opvarmning: MD Duo

24. juli:
Halberg & Friends
Opvarmning: Romhandleren

31. juli:
Sømændene
Opvarmning: Romhandleren

Læs om fantastiske oplevelser og events