Hvis du som forening eller ildsjæl sidder med en god ide eller et projekt, der vil gøre Blokhus-Hune til et endnu mere spændende sted at holde ferie i eller bo, besøge og opleve, så er det muligt at få en økonomisk håndsrækning fra Feriepartners Oplevelsespulje, fortæller salgschef Michael Bisgaard.
Støtte til lokale oplevelser
Oplevelsespuljen hos Feriepartner Blokhus er på op til 100.000 kroner, og på landsplan støtter alle Feriepartners bureauer med et samlet beløb på 1 million kroner.
– Vi vil gerne støtte alle lokale aktiviteter, som er med til at sikre, at vi har et så spændende område, som vi har, fortæller Michael Bisgaard.
– Vi har en meget attraktiv destination, hvor der sker noget hele året rundt. Vi går derfor meget op i, at der er en bred pallette af aktiviteter og lidt for en hver smag til de mange gæster, der besøger vores område, siger Michael Bisgaard.
Alle ideer er velkomne – store som små – uanset om det er en guidet vandretur eller en koncert.
– Det eneste kriterie er, at det har en værdi for vores gæster i området Rødhus, Hune, Blokhus og Saltum, siger han.
Pulje uddeles år efter år
Feriepartner er et lokalt forankret feriehusbureau og vil derfor gerne give noget tilbage med sin Oplevelsespulje, der uddeles 1 gang årligt. Puljen er netop fordelt for 2023, men bureauet oplyser, at de allerede er i gang med at bygge op til næste udlodning.
-Aktivitetsniveauet er utrolig højt i Blokhus og den store mængde oplevelser, der er i området er en kæmpe gevinst for alle erhvervsdrivende, understreger Michael Bisgaard.
.-Uanset om det er i Hune, Pandrup, Saltum eller Blokhus så vinder alle på, at der kommer mange gæster igennem byerne. Størstedelen af de mange events og aktiviteter er tilmed gratis for gæsterne, så vi er kun glade og stolte over at vi nu for 6 år i træk har givet ”en hånd” til de mange ildsjæle, afslutter han.