Nyheder
imported

Stor Høstfest i Fårup

Fårup Sommerland slår dørene op til et brag af en Høstfest i perioden fra den 14. - 23. oktober. Som noget nyt i år introduceres ”Rævens gemmeleg”, der er en sjov og spændende skattejagt for de yngste.

Efterår i Sommerlandet

Skovens grønne blade er skiftet ud med smukke røde, gule og orange nuancer, når Fårup Sommerland fredag den 14. oktober slår dørene op til en formidabel Høstfest. Parken er åben alle dage fra fredag den 14. til og med søndag den 23. oktober fra kl. 10-17. Her er der sjove, skønne, hyggelige – og uhyggelige – oplevelser for hele familien. Og så er alle de større forlystelser i parken naturligvis åbne.

– Høstfesten i Fårup tager udgangspunkt i egnens historie og har til formål at skabe en oplevelse, der er tro mod vores værdisæt – og i tråd med Fårups ånd, som handler om naturen og dyrene i skoven, fortæller Søren Kragelund, direktør i Fårup Sommerland.

Alle ti åbningsdage vil der være en lang række spændende aktiviteter, som passer til alle aldersgrupper:

Som noget helt nyt i år lanceres ”Rævens gemmeleg”, der er en sjov og spændende skattejagt for de yngste, som foregår i ”Rævens Hule”. Her er idéen, at børnene skal hjælpe Fårups maskotter, Egern og Pindsvin, med at finde en række ting, som ræven har snuppet fra dem og gemt i ”Rævens Hule”.

Høstfesten byder endvidere på ”Kragelunds Skibsværft”, hvor gæsterne kan opleve en verden med skræmmende uhygge og gys. Der er også en række roligere aktiviteter for de yngre, hvor man eksempelvis kan besøge Landbrug og Fødevarers udstilling – her vil det være muligt at hilse på en landmand og nogle søde dyr. Fårups maskotter, Egern og Pindsvin, byder desuden på sjove aktiviteter som blandt andet Egerns Forrådsjagt (familieskattejagt) og Pindsvins Vinterhi (halmballe-labyrint).

Det vil også være muligt at hygge sig ved et af bålstederne på Egern og Pindsvins Høstmarked, hvor man kan lave snobrød, popcorn og skumfiduser – eller snuppe en kop varm kakao.

Læs om fantastiske oplevelser og events