Blokhus

Blokhus Marathon

 | FOTO: Poul Nymark
En uforglemmelig motionsevent for alle

Den 4. august samles gående, løbere og motionister til det årlige Blokhus Marathon. Arrangementet finder sted den første søndag i august, og i år er ingen undtagelse. Selvom løbet bærer navnet “marathon”, er det åbent for alle – også dem, der ikke er klar til at tackle den fulde distance på 42 kilometer. Bag arrangementet står Saltum Trim og ROFL Run fra Aabybro.

– I øjeblikket har vi allerede 750 tilmeldinger, det er helt vanvittigt. Hvis tendensen fortsætter, melder vi snart udsolgt, da vi har kapacitet til 1.000 tilmeldinger, fortæller Kurt Bruun fra Saltum Trim. – Vi er meget tilfredse. Folk skal skynde sig at booke deres billet, hvis de vil nå at sikre deres plads. Det bliver en kæmpe fest på torvet, fortsætter Kurt glad.

– Der er især stor opbakning fra familier til Familie Onemile og 5-kilometer-løbet. De større børn kan også deltage i Børnemarathon for aldersgrupperne 5-10 og 11-14 år. Det er fantastisk, at der er noget for alle, selv dem der ikke er til lange distancer. Vi har også fået stor ros for den nye medalje, som i år er lavet af antikt sølv, og vi ser meget frem til at dele den ud til alle deltagere, siger Kurt til Blokhus Avis.

Ruterne til Blokhus Marathon fører deltagerne gennem Danmarks betagende vestkystnatur, langs snoede skovstier og tæt ved Vesterhavet.

WALKin Blokhus

Hvis løb ikke er din ting, kan du også deltage i WALKin-ruterne. Her kan du vælge mellem ca. 8 km eller ¼ marathon, hvilket svarer til cirka 10,5 km. – Vi har bemærket en stigende interesse for at gå, så vi tilbyder igen WALKin-ruterne. Vi forventer, at mange familier og andre vil nyde en af de to skønne ruter, afslutter Kurt Bruun fra Saltum Trim. Ruterne er også velegnede til barnevogne og klapvogne.

Kaj Thomsen fra Sønderjylland som i dag er 85 år kommer også og løber med. Kaj har løbet over 100 Marathon og deltager for 12. gang i Blokhus Marathon, dog i år på ½ Marathon distancen. 

Starten går fra Torvet i Blokhus, og tilmelding sker online på blokhusmarathon.dk.

Læs om fantastiske oplevelser og events