Tekst: Louise Kande – Foto: Presse
Den usædvanligt gode sommer i 2018 har positiv afsmitning på feriebooking i Danmark, og det gælder også for Hotel Fårup. Fårup Sommerland åbnede hotellet midt i parken forud for sæsonen 2016, og det er hurtigt blevet et populært rejsemål.
Nu melder hotellet om en fremgang i bookinger sammenlignet med samme tid sidste år på mere end 20 % – en del af fremgangen skyldes bl.a. at Fårup Sommerland – og Hotel Fårup – allerede åbner til påske i år.
– Vi har rigtigt meget run på bookingerne lige nu, både fra privat- og erhvervsmarkedet, som virkelig har fået øjnene op for de ”skæve” og sjove muligheder, der er ved at kombinere møder og konferencer med et besøg i sommerlandet. Samtidig har vi fået oparbejdet et godt kendskab hos børnefamilierne, der bor lidt længere væk og derfor gerne vil kombinere en tur i parken med en overnatning på et af vores tematiserede værelser. Det konstaterer en meget glad og stolt Fårup Sommerland-direktør, Per Dam, efter at Hotel Fårup ved en nylig kåring baseret på gæsteanmeldelser blev tildelt Traveler’s Choice prisen som Danmarks fjerdebedste hotel af bedømmelsessiden Tripadvisor.
Alle disse kåringer
Selve parken blev igen i 2018 kåret til at være Europas tredjebedste forlystelsespark og blev for andet år i træk kåret til ”Nordens bedste sommerland”. Det er brugerne på det svenske børnefamilie-site, Barnsemester.se, der for andet år i træk har kåret Fårup Sommerland som det bedste sommerland i Norden. – Det er næsten den bedste start på 2019, vi overhovedet kan ønske os. Vi står overfor en enormt spændende sæson, hvor vi har hele to nyheder, et endnu større eventprogram, og en udvidelse af hotellet – og så åbner vi for første gang nogensinde i påsken, udtaler Per Dam. Han fremhæver især, at det er gæsterne, der har stemt Fårup til tops i "Bästa Sommarland"-prisen, som afvikles en gang om året.
– I Fårup lever vi af glade gæster, så det er fantastisk, at det er dem, der kårer os i denne konkurrence. Vi ser det som et udtryk for at gæsterne sætter pris på den samlede oplevelse i Fårup. Både vores rutsjebaner, Danmarks største vandland, hotellet og – ikke mindst – den gæsteservice, som vores mange glade ansatte giver dem, siger Per Dam.
Ser frem mod påske-åbning
– Det er et dejligt skulderklap at få, og hos alle i Fårup er der begejstring og stolthed. Vi er samtidig klar over, at prisen forpligter, og at vi hele tiden skal prøve at gøre oplevelserne for gæsterne bedre. Vi glæder os derfor meget til at slå dørene op til en ny sæson allerede i påsken d. 18. april og byde gæsterne ind for at prøve årets nyheder, Motorbøllen og Nøddesvinget, som rammer lige ind i kernemålgrupper af Fårup gæster, siger Per Dam.