Første weekend i juni vil Strandingskroen i centrum af Blokhus være klar til at åbne med et nyt koncept til glæde for de mange gæster, der opholder sig i byen.
Kroen, der kan bryste sig af at være kongelig privilegeret, har ellers stået tom de foregående måneder, men nu er den østrigske køkkenchef på Strandhotellet – Milos Nikolic – klar med en ny spiseoplevelse i de meget smukke historiske rammer.
Strandingskroen, der er fyldt med nostalgi og charme, er ejet og drevet sammen med Strandhotellet. Det vil være en oplevelse, der skiller sig ud fra den oplevelse gæsterne kan få i Restaurant Blå.
Restauranten på Strandhotellet er fine dining fortrinsvis med fisk og skaldyr suppleret med lækre specialiteter såsom f.eks. kaviar og trøfler.
På Strandingskroen er det lidt mere traditionelle kroretter med et raffineret tvist. Så det vil være to forskellige oplevelser, og de to restauranter komplimenterer hinanden på en god måde, oplyser Tina K. Johansen, vikarierende hotelchef på Strandhotellet.
Frokost og aften
Fra 1. juni introducerer Milos Nikolic sammen med hans øvrige køkkenteam en spændende 3-retters aftenmenu inkl. vinbar. Det vil være en helstøbt helaftensoplevelse, hvor alle gæsterne ankommer kl. 18.00. Ved ankomst serveres der appetizer med bobler samt brød med tapanade. Herefter forret, hovedret og dessert. Efter middagen en kaffe med avec. Ved baren kan man selv skænke vin og øl samt øvrige drikkevarer, og der vil altid være minimum 7 forskellige. Aftenen slutter kl. 21.00, og hele oplevelsen kan købes til en pris på 555 kr.
Den 3-retters aftenmenu er fast, og vil være den samme alle fredag og lørdage i juni måned, hvorefter den skifter henover sommeren, når kroen fra juli er åben hver dag.
På frokostkortet, der tilbydes fra kl. 11.00, vil gæsterne kunne vælge de mere traditionelle kroretter f.eks. en ægte østrigsk wienerschnitzel og et stjerneskud. Desuden er der udviklet en helt ny børnemenu både på Strandhotellet og Strandingskroen.